I sit arbejde som skuespiller har Helle Fagralid lært meget om grænser. Sine egne og andres.
Bevidstheden til trods kan hun dog godt genkende sig selv i den MeToo-debat, der det seneste halve år er rullet ind over Danmark som en tsunami efter Sofie Lindes tale.
Det fortæller den 44-årige skuespillerinde i et interview med Alt for damerne, hvor hun også genkalder sig en særlig episode, hvor hun fik sine grænser overtrådt.
Som helt ung oplevede hun, at en mandlig kollega igen og igen misbrugte sin position. Forsøgte at presse hende til at overskride de grænser, hun havde.
Helle Fagralid sagde fra. Igen og igen. Og det hjalp. Heldigvis.
Situationen var ubehagelig, fortæller hun. Men hun var med egne ord »rimelig cool omkring det«.
Én ting undrer hende dog: Det faktum, at ingen andre reagerede.
»Nu hvor jeg ser tilbage, kan det godt undre mig, at når jeg alligevel henvendte mig til nogle kollegaer omkring det, var der ikke rigtig nogen, der reagerede. Jeg oplevede, at der var en berøringsangst, og der var heller ikke nogen formaliseret måde, hvorpå man tog hånd om den slags sager dengang. Det er der jo heldigvis i dag,« siger hun til Alt for damerne.
Selvom fokus på sexisme og grænser generelt er vokset, bemærker Helle Fagralid, at det nok er umuligt at gardere sig mod idioter.
Og derfor er det vigtigt at tage sine erfaringer med sig gennem livet, lyder det fra skuespillerinden.
Helle Fagralid har efterhånden 20 års erfaring fra branchen og har blandt andet spillet med i 'Så længe jeg lever' samt et utal af forestillinger på Det Kongelige Teater.
Hun har desuden været med i serier som DR-dramaet 'Nikolaj og Julie' og '1864'. I øjeblikket er hun aktuel i 'Den som dræber'.
Privat er hun gift med filminstruktør Ole Bornedal, som instruerede både 'Så længe jeg lever' og '1864', og har været det siden 2012.
Og så er hun mor til en søn fra et tidligere ægteskab.