Fotoalbum Olivia Joof Lewerissa er taknemmelig for sin opdragelse, hvor der var klare regler – der var kun enkelte situationer i trodsalderen, hvor hun fandt det nødvendigt at ligge og skrige på gulvet. Hun ville egentlig være sanger, kunstmaler og danser, men så ...
1. Hurtigt skilt
Jeg er født i Odense, mens min mor gik på skuespillerskole, og min far arbejdede på Odense Teater. Da jeg var halvandet år, flyttede vi til København, og da blev de skilt ret hurtigt efter. Til at begynde med havde de en 50/50 ordning, men efter lidt tid fik jeg base hos min mor og så min far i weekenderne. Min far har jo fået dejligt mange børn, jeg har fem søskende, så han havde også sit at se til. Lige nu bor jeg i Aarhus og er studerende på Scenekunstskolen. Jeg elsker Aarhus og håber, jeg kan blive boende her nogle år endnu. Måske en tur med vandflyveren mod København, når karrieren kalder.
2. Taknemmelig over min opdragelse
Jeg er meget taknemmelig for min mors opdragelse, hun sørgede for, at jeg var et meget velopdragent barn, der ikke stod og hev hende i armen, når hun talte i telefon. Det gav en ro i hjemmet for jeg havde brug for, at der var klare regler. Selvfølgelig har der været nogle situationer i trodsalderen, hvor jeg fandt det nødvendigt at ligge og skrige på gulvet i supermarkeder over en mælkesnitte, som efterfølgende var en stor skuffelse og udløste endnu en grædetur. De smager jo ikke engang godt. Jeg var tit med de voksne ude at spise. Så kunne man sidde og tegne og smuglytte og observere – det kunne jeg godt lide. Jeg fik lov at beholde mit barnlige sind og min mor syntes, det var spændende, den måde jeg så verden på, hvordan jeg syntes, ting lugtede eller føltes.
3. ’Nu er jeg stor’
Mit første minde var, da jeg vågnede op på min fireårs fødselsdag, og jeg stod op og gik hen til min mor og sagde »Nu er jeg stor«, og min mor sagde: »Ja, nu er du stor«. Før det kan jeg ikke rigtig huske andet end følelser og noget, der måske mere er noget, jeg har set billeder af eller har drømt. Billedet er fra min fire års fødselsdag.
4. Mit første pasfoto
Jeg skulle til Rhodos med min far og min storesøster Rosita. Men hun fik blindtarmsbetændelse og hans kæreste endte med at tage med i stedet. Jeg fik 98 myggestik på min krop og hørte for første gang i mit liv lyden af cikader. ’Lugten af Grækenland’ har det heddet lige siden, når jeg kan lugte foråret komme. Det minder mig om en anden tur, jeg var på året før med min mor, Paprika og Peter. Vi boede det smukkeste sted med appelsintræer der stod et æsel foran huset, og alle mine kjoler var blomstrede. Jeg kan huske en eftermiddag, hvor vi havde været på stranden, og Paprika sad og spiste ostepops og lavede grimasser over, hvor ulækkert jeg syntes det var, imens hun spiste dem (ost var det ulækreste jeg vidste indtil jeg var 18 år). ‘Paps’ fik så overbevist mig om, at det er »Kyllingepops«, og jeg spiste glad en hel pose, og lige da jeg havde taget den sidste, sagde hun at det var med ost. Jeg kan huske, jeg ikke blev sur på hende, men mere imponeret og stille over, at hun fik mig til det. Hun sagde »Se, du kan godt lide ost alligevel«. Hold kæft det var sjovt og strengt!
5. Natterend i London
Min veninde Luma og jeg var på studietur i London. Vi var fjorten, og hver dag fik vi taget nye fotos i automaten inde i Tesco. Vi spiste McD og Burger K hver dag og røg Davidoff cigaretter ud ad vinduet, fordi de næsten ikke smagte af noget, og så var der ellers natterend med drengene.
6.Presset i børnehaven
Den første børnehave, jeg gik i, lå i Stengade på Nørrebro, og alle pædagogerne hed Bente og Lone, og gode navne. Lone havde overskæg og ownede det. I børnehaven gik der børn fra hele verden, og det betød, at jeg hurtigt agerede oversætter og mægler de andre børn imellem. Pædagogerne mente, det var bedst, hvis jeg flyttede. De mente, jeg var for presset. Jeg flyttede derefter til en børnehave på Amalievej. Og der var æbletræer i haven og to, der hed Stephanie, og jeg smagte for første og sidste gang sand.
7. ’Perfekte steder’
Da jeg var barn tænkte jeg, at jeg ikke skulle være skuespiller. Det er en klassisk ting, børn af skuespillere ofte siger. Men sådan havde jeg det, jeg ville være danser, så kunstmaler og så sanger. Som et lyn ramte det mig en dag, at jeg skulle søge ind på Skuespillerskolen. I øjeblikket går jeg i skole og, lige straks aktuel i sæson 2 af serien ’Perfekte steder’ på TV 2 Zulu. En serie af Mikael Wulff, der følger nogle mennesker i tyverne, særligt Rose og Tobias, spillet af Sara Hjort og Gustav Giese, jeg spiller Rose-karakterens bedste veninde Simone. Serien handler om de dejlige midttyvere år, hvor man roder rundt i uddannelser og kærlighedskvaler. Nogle alt for afgørende år, end hvad man måske egentlig er parat til.
8. Sjov på en irriterende måde
Her sidder min far, mor og jeg hos min mormor. Min mor ser halvirriteret, dog grinende på ham. Han kan virkelig være sjov på sådan en irriterende måde, hvor man ikke kan lade være med at grine, selvom man virkelig prøver. Min far og jeg minder meget om hinanden med vores tempo, følelsesregister og høje latter. Han har altid ment, at jeg skulle være skuespiller. Altid. Men jeg skulle selv finde ud af det. Han har altid troet meget på mig og sad utålmodigt og ventede i de år, hvor jeg var søgende efter, hvad jeg skulle med mit liv. »Hvad sagde jeg,« fik han sagt et par gange, efter jeg kom ind på skolen. Han har også lært mig at tage lidt lettere på tingene, end jeg nogle gange har tendens til.
9. Mig og Luma
Min veninde Luma og jeg var altid sammen i de sidste år af folkeskolen, vi spiste mange kilo vindruer, ’lavede lektier’, så serier i fjerneren og lejede film i Blockbuster. Hun var grunden til, at jeg gik ud af 9. klasse med 10 i fysik og matematik, hvilket ingen i familien troede på.
10. Sommeren 2017
En af de fire sommerdage, der var. Den her dag var jeg meget glad og udbrød på et tidspunkt »Det her er den bedste dag i mit liv!«. Det var måske lige i overkanten. Men når solen kommer, så er jeg lykkelig. Vi havde desuden lige fået en spraytan, Nathalia og jeg. En kæmpe succes.
11. Hunde
Jeg har været angst og bange for hunde, siden jeg var helt lille, efter at en hund hoppede op ad mig og ville lege. Alle hunde føltes farlige, store som små. Men så kom Darwin, min mor og stedfars hund. Den har gjort, at jeg synes, alle hunde er søde. Lært mig hundenes yndige sprog. Jeg vænner mig nok aldrig til det med, at den vil slikke én i ansigtet. En dag vil jeg måske forstå det også.
