Lyt til artiklen

Hella Joof har været gift to gange – og det sidste ægteskab holder endnu.

Og hvis der er noget, den 60-årige filminstruktør har lært, så er det, at man ikke altid kan være helt på bølgelængde gennem et langt forhold.

I øjeblikket er Hella Joof aktuel med filmen 'Meter i sekundet' baseret på romanen af samme navn. Om københavnske Marie, der lettere modvilligt flytter til Vestjylland med kæresten Rasmus, hvilket bringer forholdet i ubalance.

Noget Hella Joof i den grad kender fra sit eget liv.

Sofie Torp og Thomas Hwan som Marie og Rasmus, der er landet i Vestjylland. Foto: PR
Sofie Torp og Thomas Hwan som Marie og Rasmus, der er landet i Vestjylland. Foto: PR
Vis mere

»Det har jeg da oplevet masser af gange, at man kommer lidt ud af sync i et forhold. Den ene kommer hjem og har oplevet noget virkelig spændende, og den anden har siddet og kigget ind i væggen og lagt noget børnetøj sammen. For eksempel bare når man er på barsel!« siger filminstruktøren med et grin.

For så er barsel »jo heller ikke federe«.

Heldigvis for hende, var det dog netop hendes eksmand, skuespilleren Runi Lewerissa, som tog størstedelen af barslen, da parret fik Hella Joofs eneste barn, den i dag 34-årige skuespiller Olivia Joof.

»Jeg føler næsten ikke, jeg var på barsel. Jeg gik jo på skuespillerskolen, da jeg fik et barn. Jeg var lidt på barsel, så røg jeg tilbage. Min eksmand, Runi, han passede Olivia. Jeg tror egentligt ikke, han havde fomo (frygt for at gå glip af noget, red.), han er altid god til være, hvor han er. Det skal han fandeme have, det er han virkelig!«

Hella Joof med lille Olivia Joof på skødet og sin eksmand, skuespilleren Runi Lewerissa, ved sin side. Foto: Privat.
Hella Joof med lille Olivia Joof på skødet og sin eksmand, skuespilleren Runi Lewerissa, ved sin side. Foto: Privat.
Vis mere

Men som det ofte er med Hella Joof, så er der kommet noget lærdom ud af det.

»Det er vigtigt, at man tillader, at man ikke altid følges ad i et forhold,« understreger hun.

For i dag er hun lykkeligt gift på 10. år med lægen Henrik Jepsen.

Men hendes nuværende mand kom hun også til at tænke på, da hun læste Stine Pilgaards 'Meter i sekundet'.

Her kæmper københavnske Marie med de store armbevægelser nemlig med at komme ind på livet af de noget mere stilfærdige vestjyder.

Og det genkender Hella Joof fra sin svigerfamilie.

Hella Joof og kirurgen Henrik 'Snit' Jepsen giftede sig i smug i september 2012 efter at have været kærester i mere end ti år. Foto: Bo Nymann. 
Hella Joof og kirurgen Henrik 'Snit' Jepsen giftede sig i smug i september 2012 efter at have været kærester i mere end ti år. Foto: Bo Nymann.  Foto: Bo Nymann
Vis mere

For selvom »alle mennesker er de samme«, så synes hun alligevel, der er noget om snakken i forhold til, at nogen her i landet benytter sig mere af pauser og stilhed end andre.

»Da jeg mødte min mand og lærte hans familie at kende, der skulle jeg lige opdage, at jeg ikke skulle underholde i pausen,« siger Hella Joof med et glimt i øjet.

»Jeg skulle ikke være underholdningsorkester, jeg skulle bare sidde og være der. Så de har hørt alt om mig. De kvitterede ikke med en tilsvarende historie, de sagde bare ikke noget, og så tænkte jeg, at så må jeg hellere fortælle noget nyt. Indtil jeg fandt ud af, at du kan godt bare være stille.«