Søndag var det præcis 23 år siden, at rockstjernen Michael Hutchence blev fundet død på et hotelværelse i Sydney i en alder af 37 år.

'INXS'-forsangeren havde hængt sig selv, og en efterfølgende obduktion viste, at han havde både kokain, alkohol og det antidepressive middel Prozac i blodet.

I anledning af den tragiske dag har Helena Christensen delt en rørende hyldest til den afdøde musiker, som hun dannede par med i fire år.

'Jeg organiserer mine billeder og faldt – i dag af alle dage – over disse,' skriver den danske model og hentyder til en række billeder af sig selv i armene på Michael Hutchence.

Helena Christensen var blot 23 år gammel, da hun blev kæreste med den otte år ældre verdenskendte musiker, som dengang blev betegnet som en 'rockgud'.

'Michael var en smuk og venlig mand med et utroligt talent. Vi havde den bedste tid sammen, og jeg grinte meget i de år, vi var sammen, men vi gled fra hinanden med tiden,' skriver hun i sit opslag og fortsætter:

'Jeg tror, jeg følte, jeg var for ung til at være sammen med en ældre mand, der levede et helt andet liv. Og han følte sikkert noget lignende. Men vi stoppede aldrig med at holde af hinanden. I dag sender jeg ham kærlighed og husker, hvor sød, blid, sjov, klog og talentfuld en mand han var.'

Helena Christensen og Michael Hutchence gik fra hinanden i 1995 – kun to år før, han begik selvmord.

Topmodellen Helena Christensen med sin daværende kæreste, forsangeren for INXS, Michael Hutchence.
Topmodellen Helena Christensen med sin daværende kæreste, forsangeren for INXS, Michael Hutchence. Foto: Sine Fiig
Vis mere

Den danske model åbnede sidste år for første gang nogensinde op om forholdet og bruddet med rockstjernen. Det gjorde hun i forbindelse med dokumentaren 'Mystify'.

Her fortalte hun, at det var en skæbnesvanger nat i København, som i sidste ende endte med at ødelægge forholdet mellem dem.

Det var en nat i 1992, at Michael Hutchence kom i håndgemæng med en københavnsk taxichauffør, hvilket medførte, at rockstjernen faldt og slog hovedet mod en kantsten.

Faldet gav ham en hjerneskade og medførte, at hans personlighed ændrede sig markant.

Michael Hutchence.
Michael Hutchence. Foto: TORSTEN BLACKWOOD
Vis mere

»Han var bevidstløs, og der kom blod ud af hans mund og øre. Jeg troede, han var død. Vi tog på hospitalet, og han vågnede og var aggressiv. De prøvede at få ham til at blive, men han skubbede dem fysisk væk,« fortalte hun i dokumentaren.

Hun fortalte ydermere, at Hutchence derefter udviklede en 'mørk og vred side', som hun ikke havde oplevet før, og at humørsvingningerne til sidst blev for meget for hende, og at hun derfor afbrød forholdet.

Michael Hutchence fandt efterfølgende sammen med tv-værten Paula Yates, som han fik datteren Tiger Lily med.

Forholdet var dog yderst tumultarisk og ofte forsidestof i diverse britiske tabloidmedier. Det samme var hans store forbrug af stoffer.

Michael Hutchence med Paula Yates og deres datter.
Michael Hutchence med Paula Yates og deres datter. Foto: Unknown
Vis mere

Hutchence var op til sin død depressiv og led stadig af følgerne af sin hjerneskade. En hjerneskade, som neurologer efterfølgende har konkluderet, medførte, at han var i højrisiko for at begå selvmord.

Da han blev fundet død 22. november 1997, havde han ikke sovet mellem 36 og 48 timer.

Hans ekskæreste Paula Yates døde tre år senere af en overdosis. Hun blev 41 år.

Paula Yates' og Michael Hutchences datter, Tiger Lily, som dengang var fire år gammel, opholdt sig i hjemmet, da hendes mor døde.

Der findes kun ganske få billeder af Tiger Lily, som foretrækker at leve i det skjulte. Dette er fra de sociale medier.
Der findes kun ganske få billeder af Tiger Lily, som foretrækker at leve i det skjulte. Dette er fra de sociale medier.
Vis mere

Tiger Lily er i dag 23 år og studerer psykologi. Hun bor i Australien med sin kæreste.

På trods af sit korte liv har hun oplevet mere tragedie, end de fleste nogensinde kommer til. For eksempel døde hendes halvsøster Peaches for seks år siden – af en overdosis ligesom deres mor.

Du kan læse mere om Tiger Lilys liv her.