Det er måske ikke alle, der ved, at den danske supermodel Helena Christensen også er en ganske habil fotograf.

Hendes billeder har optrådt i forskellige modeblade, men hun har også brugt masser af tid i lande som Rwanda, Ukraine og Colombia i det velgørende arbejdes navn. Det har nu udløst en fin titel.

Torsdag oplyser FN's flygtningeorganisation, UNHCR, at Helena Christensen er kommet i fornemt selskab og er udnævnt til Goodwill Ambassadør.

Blandt ambassadør-kollegerne er den Oscar-vindende skuespiller Cate Blanchett, succesforfatteren Khaled Hosseini og Hollywood-stjernen Ben Stiller.

Her ses danskeren i Sloviansk i Ukraine i 2017.
Her ses danskeren i Sloviansk i Ukraine i 2017.
Vis mere

Selv udtaler Christensen, at der aldrig har været et større behov for at vise sin støtte til flygtninge, som der ifølge hende er over 68,5 millioner af i skrivende stund.

'Jeg håber at kunne fortsætte med at støtte op om flygtninge og menneskeliggøre deres historier. Det gælder mennesker som Maribeth, som jeg mødte og fotograferede i Colombia, Marcelline i Rwanda og Olena i Ukraine. Det rørte mig dybt at lære disse fantastiske kvinder at kende og være med til at dele deres utrolige historier,' siger den 50-årige Helena Christensen.

På Instagram uddyber hun sin glæde over udnævnelsen, som hun er meget stolt over.

'Jeg havde aldrig troet, at min kærlighed og respekt for fotografering ville føre til dette øjeblik,' skriver hun blandt andet.

Helena Christensen er blevet Goodwill Ambassadør for FN's flygtningeorganisation, UNHCR.
Helena Christensen er blevet Goodwill Ambassadør for FN's flygtningeorganisation, UNHCR.
Vis mere

Den verdenskendte dansker fortæller, at det var, som om det hele pludselig 'gav mening', da UNHCR henvendte sig til hende for flere år siden..

'Jeg tager det ekstremt seriøst at have det privilegium at kunne fange styrken og kampgejsten hos mennesker, som har fået frataget så meget, men på trods af det kæmper videre i håbet om at finde hjem igen,' siger hun og takker organisationen.

Her er man også glad for den nye ambassadør.

'Hun har en ægte passion for og et stærkt engagement i flygtningesagen samt evnen til at fange og fortælle flygtninges historier gennem sine fotografier,' siger Filippo Grandi, FN's flygtningehøjkommissær.