Heidi Frederikke Sigdals egen skræddersyede opskrift på et sundt liv består af ingredienser som løb, havdyp og aktiviteter sammen med børnene – og pandekager!

Hvad er sundhed for dig?

»For mig er sundhed meget individuelt. Der er ingen tvivl om, at bestemt mad og motion er sundt, men der findes snart så mange eksperter, opskrifter og 'regler' i forhold til sundhed, så jeg tror, det er afgørende, at man finder sin helt egen vej. Jeg har det bedst, når jeg er i god form og kan løbe 10 kilometer uden at blive træt. Jeg kan godt lide at spise sundt, men jeg har det også sådan, at der skal være plads til slik, is, pandekager og en burger. Sundhed er for mig også at gøre ting, der gør mig glad, at have det sjovt og gøre det, der giver mig god energi, og at bruge tid sammen med de mennesker, jeg holder allermest af.«

Hvordan holder du dig i form?

»Jeg elsker at være aktiv med mine børn, jeg løber, og så er jeg vild med at hoppe i havet året rundt. I år har jeg også lovet mig selv, at jeg skal tilbage på racercyklen.«

Har dit forhold til sundhed ændret sig?

»I takt med, at jeg er blevet ældre, har mit forhold til den kropslige sundhed ændret sig. Jeg er blevet mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig, og langt klogere på, hvornår jeg føler mig sund. Jeg har efterhånden lavet min egen opskrift og lytter utroligt meget efter, hvad min krop og mit hjerte fortæller mig.«

Hvordan giver du dig selv den bedste start på dagen?

»Morgenmad sammen med mine børn. Det kan være alt lige fra rugbrød, skyr, havregrød eller æg og avocado, og altid med masser af vand til – gerne med citron i. Optimalt set når jeg en hurtig løbetur, når jeg har afleveret dem, inden jeg går i gang med at arbejde.«

Dit bedste tip?

»Man skal lytte til sig selv og være opmærksom på de signaler, ens krop og hjerte sender. Det nytter ikke noget, at man er på den ene eller anden diæt eller fire forskellige træningsprogrammer, hvis man gør det af pligt.«

Artiklen blev bragt i samarbejde med Alt for damerne