Skriver man, som Annette Heick gør i sine klummer, hvad man mener, falder det ikke altid i lige god jord. Og det har hun har også i den grad mærket på egen krop.
»Som regel ved jeg godt, hvornår jeg skal forberede mig på en shitstorm. Og dem har der været nogle stykker af,« griner hun og er glad for, at der trods alt også har været hitstorme.
Vi har bedt Annette Heick grave ned i sit klummearkiv, genopfriske og kommentere nogle af dem, der har stukket mest ud. Og af.
»Hva’ så tykke«
I sommeren 2015 skrev Annette Heick en klumme om et af de mest tabu-belagte emner. Overvægt.
»Klummen her stammer fra den tid, hvor der knyttede sig en brevkasse til. Jeg vidste godt, jeg ramte et ømt punkt, at min overskrift var provokerende.
Men jeg forsøgte at skrive det så reflekteret og nuanceret, jeg kunne.
Alligevel blev det tolket, som om jeg påkaldte mig retten til at gå hen og sige 'hej tykke' til et hvilket som helst barn på gaden.
Men, men, men … Jeg samlede - og har dem endnu - 1000 breve og mails fra overvægtige mennesker, der reagerede – i øvrigt overvejende positivt.
Kun to(!) skrev, at de var godt tilfredse med de ekstra kilo, de slæbte på. Brevene vidnede om en helt anden problematik og en forfejlet kultur, hvor slanke mennesker i god mening nøder overvægtige til at spise mere:
'Du ser da så dejlig ud … Tag nu bare et stykke mere' eller 'det feder først i morgen'.
Sådan noget som man siger uden respekt for, at der måske er et menneske, der kæmper for at sige nej tak.
Jeg samlede de mange breve, fordi jeg ønskede at udgive dem i bogform, og jeg fik tilladelse fra samtlige brevskrivere, men ingen forlag ønskede at udgive.«
»Rasmus Seebach fik samme besked som jeg selv«
Hvor går grænsen mellem kærlighed og ambitioner, spurgte Annette Heick i klummen fra 2018, der handlede om vidunderbørn og nedarvede talenter.
»Som regel ved jeg godt, hvornår jeg skal forberede mig på at få en shitstorm eller bare en masse respons på en klumme.
Det er gerne, når ordene er kontroversielle, og dem har der været nogle stykker af. Men så er der dem, der totalt overrasker.
Senest var det min kommentar, der tog udgangspunkt i noget, Mascha Vang havde skrevet på sin offentlige profil.
Jeg havde ikke den ringeste idé om, at hun ville fare i flæsket på mig. Det var højest overraskende.
Men det sker også, at det helt uventet regner med dejlige hilsener fra folk, der føler, at jeg fik sat ord på noget, som de selv gik og grublede over.
Sådan var det med klummen om de nedarvede talenter.
Der var i sagens natur mange sportsfolk, som skrev til mig, men det var også på gaden eller i supermarkedet, jeg mærkede, at jeg havde ramt noget. Til min egen store overraskelse.«
»Jeg får lyst til at slå på glasset og sige neger«
Kvalmen over den politiske korrekthed på begge sider af sundet fik i 2014 Annette Heick til at skrive denne klumme.
»Jeg har faktisk været en anelse bange for at genlæse denne klumme fra 2014, fordi den afstedkom en voldsom debat.
På daværende tidspunkt skrev den sig ind i danmarkshistorien som den mest delte, debatterede og kommenterede artikel nogensinde.
Det overraskede mig dengang. Det gør det endnu mere nu, hvor jeg genlæser den. Jeg har svært ved at forstå det hysteri, den satte i gang.
Jeg sad dengang i en hel uge stort set uden at rejse mig og besvarede 50.000 mails og kommentarer på min FB side.
Min nabo nægtede at hilse på mig, hvis ikke jeg kom med en undskyldning - men da boede jeg også i Sverige. Der skulle gå flere år, før han hilste igen.
Jeg synes, det var voldsomt opkørt, men jeg mærker helt klart, at vi stille og roligt har bevæget os væk fra den bølge af politisk korrekthed, der skyllede ind over Danmark dengang.
Vi er blevet bedre til at forstå, at det ikke handler om ord, men handler om intention. I Sverige er det gået i den modsatte retning, hvilket har fået store konsekvenser politisk. Men det er en anden historie.«
»Københavner i smilets by«
Efter i 2015 at have boet nogle måneder i Aarhus fik Annette Heick behov for at sætte københavnerne lidt på plads.
»Klummen om Aarhus havde et helt særligt efterspil, for jeg fik efterfølgende et brev:
‘Tusind tak for den gode historie søndag den 26. april i B.T., hvor du skriver om ”Københavner i Smilets By”.'
'Jeg blev så glad, da du skrev om pakkeposten, der smittede dig med sit gode humør. Abdi, som han hedder, leverer nemlig pakkepost på vores kontor i Aarhus. Vi oplever også hver gang, vi ser ham, hvor meget han ”smitter” med sit smil og gode humør.'
'Vi har nu kontaktet hans arbejdsplads, GLS Danmark, og fortalt dem, at de faktisk burde kåre ham som 'månedens medarbejder' netop påm grund af hans glæde og dejlige smil, der smitter. Vi har vedlagt din artikel, som de ikke selv havde set.'
'En stor TAK til dig, Annette, for at gøre opmærksom på et dejligt menneske, som vi møder i hverdagen – det inspirerer.'
'PS: De blev faktisk meget glade over vores henvendelse og vil fejre ham i morgen tidlig, når han møder.’«
»Hvad f…. sker der?«
I november 2012 havde langt de fleste danskere våde øjne og ondt i maven efter at have set dokumentaren om syv-årige Masho fra Etiopien. Annette Heick var én af dem.
»I kølvandet på artiklen fulgte flere dages indlæg fra mennesker, der gerne ville hjælpe pigen økonomisk eller hjælpe hende tilbage til hendes forældre.
Kommunen lukkede imidlertid ned for sagen, som jeg siden har fulgt på afstand. Det sidste, jeg har hørt, er, at Masho stadig sidder på et børnehjem i Holbæk.
Jeg føler mig på mærkelig vis ansvarlig, fordi jeg ikke magtede at gøre noget i en sag, hvor jeg kom tæt på.
Ingen tvivl om, at det var en ubehagelig sag for kommunen.
Jeg er da også sikker på, at både Masho og adoptivforældrene havde brug for at trække vejret efter den mediestorm, dokumentaren afstedkom.
Men faktisk var der allerede en anden dansk familie, som pigen havde knyttet sig til. En plejefamilie, som var klar til hende, og som så hendes behov, og som hun havde tillid til. Og jeg forstår stadig ikke, hvorfor de ikke fik lov at tage sig af hende.
Jeg forstår ikke, hvorfor nogle mennesker med omløb i pæren og et nogenlunde menneskeligt hjerte kunne vurdere, at det var bedre for hende at komme på børnehjem.«
