Rygterne om Bradley Coopers kærlighedsliv vil ingen ende tage. Men nu bliver i hvert fald ét af dem afkræftet.

Det sker, efter den 44-årige skuespiller henover sommerferien blev fotograferet i selskab med Big Little Liars-skuespillerinde Laura Dern.

Billederne af de to, der spiste frokost sammen, satte - man fristes til at skrive naturligvis - en del spekulationer i gang.

Var der opstået en hed romance mellem Bradley Cooper og den otte år ældre skuespillerinde? Nej, lyder det fra Laura Dern, som har talt med Us Weekly.

Arkivbillede. Laura Dern.
Arkivbillede. Laura Dern. Foto: ETTORE FERRARI
Vis mere

»Vi er fantastisk gode venner. Vi er så heldige. Vi er familie,« fortæller Golden Globe-vinderen og tilføjer, at hun ikke bebrejder pressen og fans for at interessere sig for vennens kærlighedsliv:

»Mennesker vil altid tale om de ting, de finder spændende. Og han er et af de mest fantastiske mennesker i verden - en af mine bedste venner. Så jeg dømmer ingen for at være nysgerrige på hans liv, for han er spektakulær.«

Og Bradley Coopers kærlighedsliv byder da også på en del spektakulære kvinder.

I begyndelsen af juni kom det frem, at han og modelkæresten gennem fire år, Irina Shayk, var gået hver til sit. Sammen nåede de at få en datter.

Arkivbillede. Bradley Cooper.
Arkivbillede. Bradley Cooper. Foto: MARK RALSTON
Vis mere

Årsagen til bruddet er endnu ukendt, men mange har spekuleret i, om kemien, som opstod mellem Bradley Cooper og Lady Gaga under optagelserne til 'A Star is Born', havde betydning.

Lady Gaga er dog siden blevet set med en anden mand, efter hun brød med sin forlovede Christian Carino i februar - noget, der aflivede rygterne.

Bradley Cooper er i øvrigt tidligere blevet sat i romantisk forbindelse med kvindelige stjerner som Jennifer Aniston, Renée Zellweger og Jennifer Lopez.

I et år dannede han desuden par med Avatar-stjernen Zoë Saldana, ligesom han også har kærestet rundt med den britiske model Suki Waterhouse.