Flemming Jensen og Jesper Klein har været gode venner siden Klein hev Jensen med i sit satireshow på DR i starten af 80'erne. Flemming Jensen fortæller her, hvordan han husker den afdøde skuespiller, som blandt andet havde svært ved at vænne sig til den overfladiske mediebranche.

- Jesper var et nobelt menneske med pli og stor blufærdighed. Han havde det svært med der der evindelige kysseri indenfor vores branche. Han ville helst sige goddag med hånden, men de senere år vænnede han sig til det, og syntes til sidst, det var hyggeligt at få et knus, fortæller Flemming Jensen.

Da Jesper Klein for et par måneder siden fik konstateret leverkræft, og der ikke var lang tid igen, blev han indlagt på et hospice. Her besøgte Flemming Jensen sin gode ven til det sidste:

- Vi slog en jernring omkring ham, så det ikke blev et mediecirkus, at Jesper lå for døden. Vi blev glade for, at det lykkedes. Livet forsvandt gradvist ud af Jesper, der fik en værdig død. Jeg så ham sidste gang i torsdags, og han var meget svag.

Flemming Jensen satte sig ved sin gode vens side, og de fik talt det sidste igennem:

- Man har jo lidt en blufærdighed for hinanden, men jeg er glad for, at jeg fik skudt hjertet op i livet og sagt nogen af de ting, jeg synes var vigtige.

Hvad han sagde til Jesper Klein, vil han holde for sig selv.

- Døden er ikke et reality-show, lyder det fra Flemming Jensen.

- Jesper var en af de største, og i sin tid var han på højde med Dirch Passer. Dirch var skuespilleren og entertaineren. Det var Jesper også, men han kunne også skrive sine egne tekster. Jesper var blandt de første standup-komikere, før det hed stand up - bare med indhold. Det kunne være dejligt, hvis han kunne inspirere til, at man fik intelligensen tilbage i dansk humor.