'Jennifer Aniston skal slås ihjel.'

Sådan skrev den voldtægtsdømte Harvey Weinstein, da han hørte, at Hollywood-skuespillerinden angiveligt havde påstået, at han havde krænket hende seksuelt.

Det skriver flere amerikanske medier - heriblandt Page Six - som har fået indsigt i en række retsdokumenter, der blev vist i retten forleden.

Den opsigtsvækkende og voldsomme trussel sendte den 67-årige tidligere filmproducer i en e-mail til sin publicist, Sallie Hofmeister, den 31. oktober 2017.

Publicisten havde forinden sendt en mail til Harvey Weinstein med følgende tekst:

(Arkiv) Harvey Weinstein.
(Arkiv) Harvey Weinstein. JOHANNES EISELE

'Ikke sikker på, om du har set denne. Jennifer Aniston,' hvorefter publicisten videresendte en e-mail, som var blevet sendt til mediet Enquirer.

I mailen skulle der angiveligt stå, at Jennifer Aniston til en ven havde betroet, at Harvey Weinstein forgreb sig på hende ved at tage hende på numsen under produktionen af filmen 'Derailed'' i 2005.

'Gennem årene skal han også løbende have stirret på hendes kavalergang/bryster, mens han bevægede sin mund, hvilket gjorde Jennifer ubehageligt til mode,' skulle der envidere stå i mailen, som altså fik Harvey Weinstein til at sende en 'dødstrussel' efter skuespillerinden.

'Jennifer Aniston skal slås ihjel,' skrev han blot 45 minutter efter at have modtaget e-mailen fra sin publicist.

Weinstein blev den 24. februar fundet skyldig i voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje mod to kvinder. Den tidligere filmproducer risikerer at blive idømt op til 29 års fængsel.

E-mailen omkring Jennifer Aniston er en del af en række dokumenter, som tidligere har været fortrolige, men som blev vist frem i retten tirsdag.

(Arkiv) Jennifer Aniston.
(Arkiv) Jennifer Aniston. MONICA ALMEIDA

Enquirer offentliggjorde aldrig mailen, der angiveligt blev sendt af en af Jennifer Anistons betroede, og skuespillerindens talsperson har da også siden kaldt anklagerne for falske.

»Jennifer er aldrig blevet chikaneret eller seksuelt krænket af Harvey Weinstein. Han kom aldrig tæt nok på hende til at røre hende, og han var aldrig alene med hende,« har talspersonen udtalt.

Jennifer Aniston har dog tidligere udtalt, at hun fandt Harvey Weinsteins opførsel for grænseoverskridende og 'svinsk',

Sidste år fortalte hun følgende til Variety om en episode, hvor hun var ude at spise med skuespilleren Clive Owen:

'Han kom bogstaveligt talt hen til bordet og sagde til min ven, at han skulle rejse sig op. Jeg tænkte: 'Wow', men min ven rejste sig op, og Harvey satte sig ned. Det var en ulækker og svinsk opførsel.'