Han var kendt som den lidt nørdede, men også søde og hjælpsomme dreng i filmene om troldmanden Harry Potter.

Men selv om filmene gav ham et stort gennembrud, så bryder skuespiller Matthew Lewis sig ikke om at se dem i dag.

Lewis spillede den lidt buttede og usikre Neville Longbottom med de lidt store ører og markante fortænder i de ti år fra 2001 til 2011, hvor filmene blev optaget.

Og selv om Neville havde mange fans og i dag er vokset sig til en smart fyr og succesfuld skuespiller, så synes han, at det at spille Neville Longbottom nogle gange kom for tæt på, hvordan han selv havde det dengang.

Matthew Lewis ses yderst til højre på præmieren på 'Harry Potter og fangen fra Azkaban' tilbage i 2004.
Matthew Lewis ses yderst til højre på præmieren på 'Harry Potter og fangen fra Azkaban' tilbage i 2004. Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

»Jeg synes, det er svært, når for meget af mig selv skinner igennem i en karakter,« fortæller den i 31-årige skuespiller til New York Times.

»Nogle gange er det smertefuldt at se, hvor meget af mig der er i Neville«, siger han og forklarer videre:

»Når jeg ser det, har jeg det sådan: Det er ikke Neville, det er dig«.

Matthew Lewis uddyber ikke, hvad det præcis er for nogle ting, der går igen hos både Neville og ham selv.

'Harry Potter'-holdet i 2011. Fra venstre : Tom Felton, Emma Watson, Daniel Radcliffe, Rupert Grint og  Matthew Lewis.
'Harry Potter'-holdet i 2011. Fra venstre : Tom Felton, Emma Watson, Daniel Radcliffe, Rupert Grint og  Matthew Lewis. Foto: LUCAS JACKSON
Vis mere

Instruktøren af de sidste fire Harry Potter-film, David Yates, fortæller dog, at han mener, at Lewis voksede og fik mere selvtillid i løbet af de fire sidste film.

»Matthew havde mest en støttende rolle, da jeg ankom og skulle instruere ‘Fønixordenen’, men han fik mere selvtillid, blev mere nysgerrig, mere nærværende som filmene skred frem. Og mere ambitiøs«, siger han ifølge New York Times.

Ambitionerne har da også udmøntet sig i flere forskellige tv- og filmroller efter ‘Harry Potter’-æraen.

Og selv om det ikke altid vækker de bedste minder, når han genser filmene, så har han aldrig fortrudt, at han var med i filmatiseringen om den unge troldmand.

Han påpeger, at det har åbnet flere døre for ham – som ellers ville have lukket, hvis ikke han havde lavet Harry Potter.