For få år siden tog Harrison Ford fejl af landingsbanen og taxibanen, da han skulle lande sit lille sportsfly.

Nu er den tilsyneladende gal igen.

Efter en flyvetur i sit lille fly landede den 79-årige filmstjerne i Hawthorne Lufthavn i Californien.

Herfra forlod han landingsbanen og kørte flyet langs taxibanen, som flyene bruger til at køre til og fra landingsbanerne og ud til gatene, til den anden ende af landingsbanen.

Ved enden af landingsbanen accelererede Harrison Ford og begyndte at krydse landingsbanen i flyet, skriver TMZ.

Det til trods for, at der over skuespillerens højtaleranlæg lød en besked fra lufthavnsoperatøren, der talte sit klare sprog.

»Vil du venligst holde afstand til landingsbanen. Der er trafik på landingsbanen.«

Den besked fangede Harrison Ford dog ikke, for han valgte altså at gøre præcis det modsatte - uvidende om, at der blot få kilometer fra ham lå et fly i luften i færd med at øve landinger på selvsamme landingsbane.

På optagelser af hændelsen, som TMZ har lyttet til, kan man høre, hvordan operatøren bander og svovler over Harrison Fords tilsyneladende ligegyldighed overfor en simpel kommando.

Man kan dog også høre, hvor den 79-årige skuespiller undskylder gentagende gange overfor operatøren, da det går op for ham, at han har begået en fejl.

Forklaringen fra skuespilleren lød, at han troede, at han havde fået den stik modsatte besked fra operatøren - altså, at der var fri bane, til at han kunne krydse landingsbanen.

Ifølge TMZ var der dog på intet tidspunkt decideret fare for kollision.

I marts 2015 kom Harrison Ford alvorligt til skade, da han måtte nødlande sit lille sportsfly grundet motorsvigt.  AFP PHOTO/ MARK RALSTON / FILES
I marts 2015 kom Harrison Ford alvorligt til skade, da han måtte nødlande sit lille sportsfly grundet motorsvigt.  AFP PHOTO/ MARK RALSTON / FILES MARK RALSTON

En talsmand for Harrison Ford forklarer, at skuespilleren netop misforstod beskeden fra operatøren og øjeblikkeligt erkendte sin fejl.

Ifølge talsmanden var formålet med Harrison Fords flyvetur, at han skulle vedligeholde sin flyvning, for fortsat at kunne hjælpe til med nødhjælpsarbejde.

Over de seneste år har skuespilleren nemlig fløjet med humanitære ærinder i Haiti, arbejder med Læger Uden Grænser og hjulpet til med at redde strandede personer i Wyoming.

I marts 2015 kom Harrison Ford alvorligt til skade, men overlevede på mirakuløs vis, da han måtte nødlande sit lille sportsfly grundet motorsvigt, kort tid efter at det var lettet.