Hilda Heick bliver 70 år og gør status over et af landets mest berømte ægteskaber

Hilda Heick hader at blive fejret omkring et stort bord på traditionel vis.

»Det bliver let sådan en gang ros på ros, og pludselig vil alle holde taler.«

Derfor er Hilda på Dyrehavsbakken i dag. Her tilbringer hun sin 70 års fødselsdag med den nærmeste familie. Datteren Anette, svigersønnen Jesper samt børnebørnene Elliot på 12 og Storm på 7.

Og så selvfølgelig hendes mand gennem de sidste 55 år, Keld Heick, som hun slutter dagen af med i Cirkusrevyen.

Det har ellers været en voldsom optakt til den runde dag.

Det har nemlig taget hårdt på fødselaren, at hun i weekenden ’klumrede i det’ og vendte op og ned på pointene i forbindelse med pointafgivningen som medlem af den danske jury ved Eurovisionens Melodi Grand Prix.

Græd i to dage

»Da det gik op for mig, at jeg havde afgivet mine point forkert, stod mit hjerte stille. Jeg begyndte at svede og ryste over hele kroppen. Nu ved jeg, at resultatet var blevet det samme uanset hvad, men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg ville have taget det, hvis jeg havde været skyld i et andet resultat,« siger Hilda Heick.

Først nu er hun kommet lidt på afstand af de fjendtlige og hadske kommentarer, der fulgte med hendes bommert som dansk medlem af grandprix- juryen.

»Det er det værste, jeg har oplevet i min karriere. Det har været slemt,« siger Hilda om den shitstorm, der ramte hende på de sociale medier:

Men den 70-årige kvinde, der ellers ikke er plaget af selvmedlidenhed, bliver rørt til tårer ved tanken om de mange, der trods alt støttede hende i stormen:

»Det er så alle de positive kommentarer, jeg tager til mig nu. Og dem var der alligevel langt flere af. Men i første omgang græd jeg hele pinsen. I to dage.«

»Det slog mig totalt ud, men det kan jo ikke nytte noget. De skal ikke få mig ned med nakken. Og det hjalp, at nogen sagde, at jeg jo ikke havde slået nogen ihjel, eller begået en forbrydelse. Så hvad pokker bilder de sig ind at lægge mig sådan for had,« spørger Hilda Heick.

Siden 90erne har hun flankeret sin mand som den ene del af Keld og Hilda, fordi han i sin tid bad hende om det, da han måtte droppe sit band og blev solist.

De blev gift i 1968 og har turneret sammen siden 1981, og de er jævnaldrende.«

’Vi skal ikke græde på forhånd’

»Og det er kun på få punkter, hun kan mærke alderen trykke. Slidgigten i den ene fod er hun lige blevet opereret for.

»Selvfølgelig er der ting, der fortæller én, at man er blevet 70. Men om seks uger kan jeg trække i de højhælede igen,« ler Hilda, og bliver alvorlig igen:

»Selvfølgelig tænker man også på, hvor langt man har igen. Det er jo ikke den lange ende, der er tilbage. Derfor skal man sørge for at få noget ud af de sidste år. Det tænker jeg da på.

Keld og Hilda Heicks hus i Sverige. Vis mere

Men det kan Keld ikke lide at snakke om. Han bryder sig ikke om den tanke, at én af os skal blive alene tilbage. At vi ikke skal følges ad hele vejen. Jeg siger det til ham i en munter tone, men det er jo alvorligt nok. Vi skal ikke græde på forhånd. Men jeg tænker meget på, hvad Keld skal gøre, hvis jeg pludselig ikke er der mere. Jeg er den praktiske gris i vores foretagende.«

’Vi er lige hidsige …’

»Vi har været kærester siden 1961. Det er 55 år, vi har fulgtes ad. I medgang og modgang. En af hemmelighederne bag et langt forhold er, at man kan skændes, sige noget til hinanden og bagefter tilgive hinanden. At man kan få luft. For selvfølgelig bliver man vred på hinanden. Men så må man få luftet ud og få tingene af vejen. Finde en løsning, hvis man kan. Og så er humoren vigtig. Og den er heldigvis intakt.«

»Vi er lige hidsige, når vi skændes, og nogle gange så meget, at vi kommer til at grine ad det.«

»Jeg er en lykkelig pige, der har fået en dejlig mand, som jeg er lige gode venner med, når vi har skændtes,« smiler fødselaren, der siger, at parret aldrig har været hinanden utro, trods de mange år.

»Nej, det har vi ikke. Keld har jo været fristet 27.000 gange, da han var ung. Jeg var ofte med, når han var ude at spille, og pigerne kom og skubbede mig væk og kyssede og krammede ham. Det var da svært. På den anden side syntes jeg jo også, at han var dejlig. Jeg går ud fra, at jeg har kunnet stole på ham. Og ellers havde jeg nok beholdt ham alligevel. Fordi man træder i spinaten en enkelt gang eller to på et langt liv, er man ikke et dårligt menneske. Man skal tilgive hinanden, hvis det er, for man kan jo komme ud for fristelser, som man i den givne situation ikke kan sige nej til.«

Hjemme hos Keld og Hilda Heick i 1974. Lille Annette Heick ses imellem dem. Vis mere

»Jeg er heldig, at jeg har en mand, der er så meget familiemenneske, og er så romantisk og kærlig, som han er. Jeg er nok mere praktisk anlagt. Han kan græde over de mest utrolige ting, hvor jeg siger ’det er jo kun en film’. Da vi fik Annette, kom han hjem og gik ind og kiggede på hende, mens hun lå og sov. Så sagde han: ’Åh, hvor ville jeg gerne have været hjemme hos jer i aften’.«

»Jeg blander mig meget sjældent i musikken, og han sjældent i det praktiske. Det er mit område, og det er en fin opdeling, som jeg har det rigtig godt med,« konstaterer Hilda Heick, der fortæller, at det nok bliver lettest for hende at stoppe engang.«

»Selv om jeg synes, det er dejligt at komme ud at gøre folk glade. Det bliver jeg selv glad af, og først sagde jeg, at jeg ville stoppe på scenen, når jeg blev 65 år. Så sagde jeg 70. Og nu har jeg det sådan, at jeg bliver ved, så længe jeg kan stå inde for det, og så længe hovedet fungerer.«