Kunne du forestille dig Trine Dyrholm, Jesper Christensen eller måske Anders W. Berthelsen i 'Badehotellet'?

Til trods for at TV 2's populære tv-serie nu har kørt i syv sæsoner, er der stadig masser af store danske skuespillere, der endnu ikke har været i spil.

Lørdag aften blev der afholdt Bodilprisen på Folketeatret i København. Inden showet spurgte B.T. gæsterne på den røde løber, om de har været i spil til en rolle i 'Badehotellet'.

Én skuespiller håber på et telefonopkald – se, hvad de andre svarede:

Trine Dyrholm:

Har du nogensinde været i spil til 'Badehotellet'?

»Nej, det har jeg ikke. Jeg er ikke blevet spurgt i hvert fald. Det kan da godt være, at jeg har været på tale. Jeg ved ikke, om jeg hænger på et kontor et sted som et muligt et eller andet.«

Kunne du tænke dig at være med?

»Det kan da godt være. Det har jeg ikke nogen mening om lige nu.«

Trine Dyrholm.
Trine Dyrholm. Foto: Philip Davali
Vis mere

Anders W. Berthelsen:

Har du været i spil til 'Badehotellet'?

»Nej, det har jeg ikke.«

Hvad ville du sige, hvis du blev spurgt?

»Det ved jeg ikke. Jeg synes, det er en fantastisk serie. Jeg sidder derhjemme og ser den og synes, det er pissegodt gået. Jeg elsker Stig og Hanna ('Badehotellet's forfattere, red.), som jeg jo kender tilbage fra 'Taxa'-dagene. Jeg synes, de skriver fantastisk. Det er en fremragende serie, og det er dybt imponerende, at den nu kører på syvende sæson.«

Anders W. Berthelsen til Bodilfest med holdet fra filmen 'Ser du månen, Daniel?'
Anders W. Berthelsen til Bodilfest med holdet fra filmen 'Ser du månen, Daniel?' Foto: Philip Davali
Vis mere

Jesper Christensen:

Har du været i spil til 'Badehotellet'?

»Nej, eller det ved jeg ikke. Det er ikke nået hen til mig.«

Hvad ville du sige, hvis du blev spurgt?

»Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvornår de spørger, og hvad det er. Det er jo en kæmpe succes, der sidder jeg-ved-ikke-hvor-mange mennesker og ser det. Det kommer an på alt muligt, rollen, manuskriptet, tiden. Lige nu kommer det ikke på tale. Jeg har bundet mig op på nogle ting, som man ikke kan offentliggøre endnu.«

Jesper Christensen blev kåret til 'årets mandlige skuespiller' ved Bodilprisen for sin rolle i 'Før frosten'.
Jesper Christensen blev kåret til 'årets mandlige skuespiller' ved Bodilprisen for sin rolle i 'Før frosten'. Foto: Philip Davali
Vis mere

Julie Christiansen:

Har du nogensinde været på tale til at være med i 'Badehotellet'?

»Jeg kunne godt tænke mig det! Jeg har engang snakket med nogle af dem, der har lavet den, og det har aldrig rigtig passet. Hanna og Stig, der har skrevet den, har også skrevet 'Lykke' (DR-serie, red.), som var den første store serie, jeg var med i. Jeg håber da, der kommer flere sæsoner, så kan vi snakke om det.«

Du har ikke talt med Stig og Hanna om at være med?

»Nej, jeg har snakket med en af producerne om det. Jeg håber da, det kommer til at ske en dag. Det kunne være fedt.«

Hvad ville være din drømmerolle i 'Badehotellet'?

»En eller anden helt vildt stærk kvindeforkæmper i den tid.«

Julie Christensen til Bodilprisen 2020.
Julie Christensen til Bodilprisen 2020. Foto: Philip Davali
Vis mere