Anne Linnet er sprunget ud i noget helt nyt.

Torsdag udkom hendes allerførste krimi, der har fået titlen 'Fucked' og følger de to drabsefterforskere Nynne Quist og Fanny Salomon i hælene på en mulig seriemorder i Helsingør.

Og især Fanny Salomon har skabt spekulationer.

For lyder 'Fanny Salomon' ikke umiskendeligt meget som 'Sanne Salomonsen'?

Anne Linnet har, sammen med Lis Sørensen, dannet musikalsk makkerpar med Sanne Salomonsen ad flere omgange siden 80'erne. Men de nfiktive makkerpar Nynne Quist og Fanny Salomon er altså ikke baseret på dem, slår hun fast.
Anne Linnet har, sammen med Lis Sørensen, dannet musikalsk makkerpar med Sanne Salomonsen ad flere omgange siden 80'erne. Men de nfiktive makkerpar Nynne Quist og Fanny Salomon er altså ikke baseret på dem, slår hun fast. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Du tænker, om det er mig og Sanne, der er drabsefterforskerne? Det er i hvert fald ikke tilsigtet,« siger Anne Linnet venligt.

Og det gør B.T.s udsendte. Men ikke som den eneste.

Blandt andre har det nu hedengangne radioprogram 'Den korte radioavis' læst op af et fiktivt 'uddrag' af krimien, hvor oplæseren, karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, af og til kommer til at læse forkert og kalde Anne Linnets drabsefterforsker for 'Sanne Salomonsen'.

Anne Linnet kalder radioprogrammets behandling af hendes krimi for 'hylesjov', men afviser altså, at de har fat i noget.

»Det er nu ikke tilsigtet på den måde. Når jeg vælger navne, så er det en lydlig ting. Der synes jeg, Nynne Quist lyder friskt og let, og navnet Fanny Salomon lyder en anelse tungere med pondus. Og det er jo hendes karakter,« siger Anne Linnet og afviser samtidig, at hovedpersonen Nynne Quist skulle være baseret på hende selv.

'Fucked' foregår blandt andet i musikmiljøet, som sangerinden ellers kender så godt.

»Men det er ren fiktion. Det er klart, at jeg skriver ud fra den verden, jeg kender, og øser ud af mine erfaringer. Og jeg har tænkt, at ingen af de krimier, jeg har læst, er foregået i musikmiljøet,« siger Anne Linnet, som har skrevet krimien, fordi hun selv er kæmpe fan af krimigenren.

»Nynne Quist og Fanny er et makkerpar, to kvinder. Fanny er ældre end Nynne, og Fanny er den, der har kasketten på. Hun er boss i det team og lærer Nynne op til måske snart at lede en efterforskning selv, ligesom Fanny selv har gjort i mange år,« siger hun om de to karakterer, som hun er blevet så glad for, at hun allerede er i gang med en opfølger til 'Fucked'.

Foto: Pressefoto
Vis mere

Men 'Fanny Salomon og 'Sanne Salomonsen' virker næsten for tæt på hinanden til, at det kan være tilfældigt?

»Ej, men det er det,« smiler Anne Linnet.

»Men jeg har selvfølgelig tænkt, at Sanne hedder Salomonsen – jeg kan godt lide det navn. Men Fanny her hedder Salomon. Det er lidt noget andet. Det er der jo også et skimærke, der hedder. Og kong Salomon hedder det. Der er noget tyngde i navnet. Noget pondus.«

Selvom Anne Linnet har nydt at arbejde med bogen og allerede er i gang med en toer, så er der stadig meget mere musik i den 66-årige legende, som ikke vil begynde at kalde sig selv 'krimiforfatter'.

»Jeg er komponist, og det har jeg været, siden jeg blev født. Og det er jeg stadigvæk.«