I 20 år har den populære tv-vært drømt om at få sit eget talkshow. Nu sker det endelig. Men sorgen over ikke at kunne dele den store dag med sin far, som han mistede i 2012, bor inden i den 54-årige Hans Pilgaard.
Han sidder i den blå velour-sofa og smiler veltilfreds. Bag ham er der fuldt blus på neonskiltet. ‘Hos Hans’ står der med store bogstaver. Sammen med ord som ‘kult’, ‘uperfekt’ og ‘grin’.
54-årige Hans Pilgaard er stolt som en pave over, at hans 20 år gamle drøm om at få sit eget talkshow er gået i opfyldelse.
Men midt inde i den populære tv-værts glade og begejstrede væsen gemmer der sig også en sorg og en tristhed. Over ikke at kunne dele stoltheden med dét menneske, der på godt og ondt har gjort ham, til dén han er.
»Jeg ville så gerne, at min far havde set det her,« siger Hans Pilgaard med bevæget stemme. »Han sagde tit, at han var stolt af mig og var meget optaget af, at det gik mig godt. Han var virkelig gammeldags optaget af, at jeg havde et arbejde, at jeg gjorde mit bedste, og at jeg fik ros for dét, jeg lavede. Og han forsvarede mig, når der var nogen, der var efter mig, når der var nogen, der talte grimt om mig. Så kunne han godt blive spids,« smiler han ved tanken om faderen, der gik bort i 2012. Ét dødsfald, der blev startskuddet på en tumultarisk tid i Hans Pilgaards liv, hvor ulykkerne synes at vælte oveni hinanden.
Smilet afløses af alvor og tænksomhed.
»Jeg savner ham. Det gør jeg. Og det er vildt, for i virkeligheden var han både min kriger og min helt…. Ja, nu bliver jeg helt rørt!« siger han med fugtige øjne.
»Vi havde nogle vilde kampe, mens han levede. Det var fantastisk hårdt at være i, men også sjovt at se tilbage på. Og da han døde, var det ligesom om, at hele mit univers gjorde sådan her,« siger han og illustrerer med hænderne, hvordan alt blev vredet og fordrejet til ukendelighed.
»Som om det hele blev slået ud af kurs.«
Hans Pilgaard tager en dyb indånding. Nulrer de mange armbånd, der permanent bor på hans højre arm. Armbånd, der hvert og ét er givet i og vidner om stor kærlighed, og nu hjælper ham tilbage på kursen.
»Man bliver bare mere grådlabil med alderen,« siger han undskyldende og uddyber: »Det er fordi, at man kan se, at ovre i hjørnet står manden med leen. Når man har set ham, bliver man mere opmærksom på at leve, mens man gør det. Leve, inden man skal dø i stedet for at tænke over, om der er et liv efter døden,« siger Hans Pilgaard, som i kølvandet på faderens død blev skilt, to år senere mistede sin mor og sidst - men ikke mindst - i 2015 fik konstateret kræft. En dødsdom, der heldigvis siden er blevet omstødt, og i dag er reduceret til den angst, der altid vil være forbundet med at gå til årlige kontrolundersøgelser.
»Gudskelov er jeg helbredt. Men det er klart, at når man pludselig står i den situation, tænker man ‘hvad fanden skete der lige dér? Fra at have levet et rimelig udramatisk liv til at blive 48 og se hele universet ryge ud af sync, prøve at finde mig selv i det og være mig selv….«
Han holder en lille pause.
»Det har haft nogle konsekvenser og omkostninger. Og jeg er blevet bedre til at rydde op i mit liv. Jeg tror bare, at man gider mindre pis, når man har været der. Når man har set ‘manden med leen’,« siger Hans Pilgaard.
Som nævnt er han for længst erklæret rask. Han er lykkeligt gift med 28-årige Jobbe Hansen. Mørket og den følelsesmæssige nedtur, som han blev opslugt af i de år, er erstattet af lys. Af glæde. Og mindre pis.
For lige så dystert som mødet med ‘manden med leen’ var - og vedbliver med at være - lige så hårdt insisterer Hans Pilgaard på aktivt at bruge de redskaber, som mødet har udstyret ham med. Både privat og arbejdsmæssigt. Og ikke mindst, når det drejer sig om det nye talkshow. Om ‘Hos Hans’.
Og det er derfor, at ord som ‘uperfekt’ og ‘grin’ står på showets neonskilt.
I Hans Pilgaards nye univers må man gerne fejle. Og meget gerne grine. Også af det alvorlige og det tragiske. Og det håber han, at man kommer til, når første program med bl.a. Søs Egelind, ‘Rytteriet’ og Bodil Jørgensen bliver sendt den 26. marts på TV 2 Charlie.
Dét talkshow, som Hans Pilgaard i 20 år har drømt om at lave, og som han ville ønske, at hans far nu kunne se.
