Det var en lettelse for Jobbe Pilgaard, da hans mor døde for et par måneder siden. Den 57-årige kvinde fik en værdig afslutning på et efterhånden uværdigt liv, fortæller han.

I fem dage lå hun og var klar til at dø, efter at hun var holdt op med at spise og drikke.

Og da hun endelig fik lov, kunne det ikke være endt meget bedre, fortæller Jobbe Pilgaard, der privat er gift med tv-værten Hans Pilgaard, i podcasten 'Anden til venstre' af Stephanie Fisker.

»Min mor kunne ikke have bedt om en bedre død. Og jeg tror, det var derfor, hun var så længe om at give slip. Jeg tror faktisk, hun lå og hyggede sig. Og vi holdt hende i hånden, nussede hende i håret, sagde vi elskede hende. Hvem kan ikke lide det?«

Den 31-årige forfatterspire er snart aktuel med bogen 'Demens - glem ikke øjeblikke i solen' om moderens alzheimersdiagnose, som hun fik som 54-årig. Han ønsker nemlig ikke, at hjernesygdommen skal være et tabu, som man ikke tør tale om.

Selv blev han overrasket over, hvor fysisk en sygdom det er. Og hvor grænseoverskridende det var, da han pludselig - nærmest fra den ene dag til den anden og uden at være forberedt på det - skulle følge sin mor på toilettet og tørre hende.

»Det var fandme en lettelse, at hun havde fået fred. For det var jo ikke noget liv til sidst.«

Men allerede tidligt i forløbet oplevede han frustration. Hans normalt så livsglade og overskudsagtige mor blev distræt. Hun holdt op med at gå i bad og børste tænder, og selv om Jobbe Plgaards mand, Hans Pilgaard, kort forinden var blevet erklæret kræftfri, blev hun ved med at spørge, om det gik fremad med behandlingen.

Hendes psykiater havde forklaret hendes ændrede sind ved at diagnosticere hende med posttraumatisk stress, så der var ingen undskyldning for hendes tilsyneladende manglende interesse for Hans Pilgaards gode resultater.

Indtil undskyldningen pludselig kom. Da hun fik diagnosen Alzheimers.

Alzheimers kaldes også 'de pårørendes sygdom', fordi det især er dem, der lever med smerten, mens de syge går rundt i deres boble. Men Jobbe Pilgaards mor havde det også skidt.

Indtil hun kom på plejehjem og fik hjælp til et sundt liv med motion og gode øjeblikke, gik hun udsultet rundt derhjemme og levede af kiks.

Men hun havde også klare øjeblikke, hvor hun forstod, hvad der var ved at ske med hende. Det var de værste øjeblikke, fortæller Jobbe Pilgaard i 'Anden til venstre'.

Derfor var det en lettelse for ham, at hans mor døde efter tre års sygdom. På et tidspunkt, hvor hun stadig kunne huske og genkende sine børn og fik sagt ordentligt farvel til både dem og alle de veninder, som kom på besøg i løbet af de sidste dage.

»De der dage var sindssygt hårde. Vi sad jo i teorien bare og ventede på, at min mor skulle trække vejret for sidste gang. Og det er altså brutalt. Omvendt var det også sindssygt livsbekræftende, fordi hendes veninder var forbi. De første par dage var der lidt kontakt, og en gang imellem svarede hun. Jeg sagde: 'Hold da op, du har haft mange besøgende de sidste dage.' Og det eneste hun sagde den dag var: 'Det var hyggeligt.'«

Det blev hendes sidste ord.