Jan Linnebjerg og Poul Hüttel boede som små nisser i fire julekalendre i Jesper Kleins elskede rigsarkiv. De kan ikke forstå at han pludselig ikke er her længere.

- Jeg blev meget stille, da jeg hørte, han var død. Han var en fantastisk og loyal kollega, der aldrig satte sig selv foran andre. Han var meget generøs, fortæller Jan Linnebjerg.

- Han var underholdende og kærlig, men selv med børnene omkring sig, tror jeg, han var en ensom mand. Det var som om, at hans liv var slut, da hans kone Lykke døde i 2006, siger Paul Hüttel.

Jan Linnebjerg husker sidste gang han snakkede med Jesper Klein.

- Vi var i Go' Morgen Danmark og snakke julekalender. Det var sidste jul. Han virkede helt frisk og fyrede jokes af, og jeg tænkte 'fedt', han er tilbage. Men som jeg kan forstå, er det jo også gået vanvittigt hurtigt det hele.

Paul Hüttel var med helt tilbage i midten af 60'erne, da Jesper Klein debuterede på de skrå brædder på det gamle komediehus i København, hvor de spillede 'Kærlighed uden strømper'. Fra start af oplevede han Kleins skæve humor:

- Han var om nogen meget finurlig. Han havde nogen skæve vinkler på livet. Jeg har kun gode minder om Jesper.

Jan Linnebjerg tænker på Jesper Kleins søn børne-tv-værten Sebastian Klein. Hvor hårdt det må være. Linnebjerg har sin egen måde at hylde den afdøde komiker på:

- Han var jo en trendsætter. Linje 3 og Ørkenens Sønner, og hvad de ellers hedder, har jo kigget til det, han lavede med 'Klyderne'. Jeg vil gå ud og købe alt, hvad der er med 'Klyderne'. Han var virkelig sjov. Han var en meget dygtig mand, der talent- og timingmæssigt var på fuld højde med de bedste.