Den anerkendte filminstruktør Steven Spielberg kan nu – med rettens hjælp – ånde lettet op.

Spielberg har gennem længere tid hævdet, at en kvinde forfulgte ham og sågar truede med at slå ham ihjel.

Det har en dommer givet medhold i, hvorfor der nu er blevet udstedt et politiforhold over for kvinden. Det skriver TMZ, der er i besiddelse af retsdokumenter i sagen.

Polititilholdet betyder, at kvinden ikke må nærme sig Spielberg, hans hustru og datter indenfor knap 100 meter de næste tre år.

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

TMZ skrev første gang om Spielbergs stalker sidste år, hvor det også blev offentligt kendt, at han havde søgt om polititilhold.

Hvor længe det har stået på, melder historien ikke noget om. Men kvinden har chikaneret, udvist skræmmende adfærd samt truet Spielberg.

Desuden fremsatte kvinden dødstrusler via Twitter.

»Hvis jeg personligt skal slå nogen ihjel for at stjæle min internetadresse, så gør jeg det. Forstår du mig?« skrev hun.

Retssagen mellem parterne har også vist, at kvinden agtede at købe en pistol for at slå Spielberg ihjel.

Foruden de 100 meters afstand, må kvinden ikke kontakte eller tagge Spielberg via sociale medier. Derudover skal hun holde sig væk fra hans hjem og arbejdssted, har dommeren besluttet.

I december fik Spielberg for første gang medhold i sagen, da han fik et midlertidigt polititilhold. Det er først nu, at han har fået rettens ord for polititilholdet de kommende år.

Steven Spielberg er uden synderlig diskussion en af de største filminstruktører på kloden, hvilket hans priser om noget understøtter.

Tre Oscar-, tre BAFTA-, seks Golden Globe- og fem Emmy-priser er det blevet til gennem tiderne.