Ovenfor ses Jan Hammer fra 'Rigtige Mænd'.

I weekenden fik 'Hammer' fra det populære tv-program 'Rigtige mænd' sig en voldsom forskrækkelse, da han blev dårlig på et wc og kørt på hospitalet med blå blink og fuld udrykning. På hospitalet frygtede lægerne, der var sket en indsnævring af Jan 'Hammer' Lunds hovedkranspulsåre.

»Jeg følte, der stod en elefant på min brystkasse«.

Sådan beskriver Jan 'Hammer' Lund, ham med den store mave, der altid mødte op i skriggult arbejdstøj i de populære tv-programmer 'Rigtige Mænd', hvordan han havde det lørdag formiddag.

Dagen var ellers begyndt helt normalt. Sammen med sin hustru, Annemarie, var parret kørt fra hjemmet i Egå nord for Aarhus til Randers for at hjælpe 'Hammer's onkel med at rydde op. Men kort efter, de var ankommet, fik 'Hammer' det dårligt. Han sagde til sin hustru, at han skulle på wc. Men derude fik han det bestemt ikke bedre. Tværtimod.

»Jeg fik det rigtig dårligt ude på wc’et. Der var jeg klar over, at det ikke var godt. Så jeg ringede til lægevagten, der sagde, de ville sende en ambulance med det samme«, fortæller 'Hammer', der ikke husker hele den skrækindjagende episode.

For da ambulancen kom, var det lykkedes den store brandmand fra Aarhus Lufthavn at komme ud fra toilettet og ud i en mellemgang, hvor Falck-folkene fandt ham ham liggende på gulvet.

'Hammer' i sygesengen på Randers Sygehus, mens han venter på nyt. Under optagelserne til 'De Rigtige Mænd' blev de fem mænds valgsprog 'Fuld ild'. Det har brandmanden selvfølgelig fået tatoveret på underarmen. 
'Hammer' i sygesengen på Randers Sygehus, mens han venter på nyt. Under optagelserne til 'De Rigtige Mænd' blev de fem mænds valgsprog 'Fuld ild'. Det har brandmanden selvfølgelig fået tatoveret på underarmen.  Foto: Privat
Vis mere

Selv om hukommelsen er lidt hullet, så husker 'Hammer' tydeligt følelsen af angst, der fyldte ham samtidig med de stærke smerter i brystet, mens ambulancen med hylende sirener og blå blink rasede af sted mod Randers Sygehus med Annemarie efter i bilen.

»Jeg var rigtig bange. For det gjorde satme ondt. Der flyver lige nogle ting igennem hovedet på en. Også med familien. For lige pludselig havde jeg to drops, en i hver arm og blev sendt af sted med udrykning«, forklarer 'Hammer'.

Og tilføjer:

»Det var grimt.«

På hospitalet blev hans hjerte scannet, fordi lægerne frygtede, at der var sket en indsnævnrig af hovedkranspulsåre og hjertet derfor ikke pumpede, som det skulle. Derfor blev han indlagt til observation. Men som dagen skred frem, viste det sig heldigvis, at 'Hammer', hans tre børn og hustruen kunne ånde lettet op.

Hammer med sin kone Annemarie, der var ved sin mands side under hele den skrækindjagende oplevelse.
Hammer med sin kone Annemarie, der var ved sin mands side under hele den skrækindjagende oplevelse. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Men det var et alvorligt 'vink med en vognstang' om, at selv om 'Hammer' efter sin medvirken i de populære tv-programmer har tabt sig, og er kommet i betydelig bedre form, end han var fire år siden, skal passe meget bedre på sig selv. Selv om det bliver svært med arbejdet som brandmandsportør hos Aarhus Lufthavn, jobbet som deltidsbrandmand hos Østjyllands Brandvæsen og hans tillidsmandspost.

»Det var helt klart en advarsel til mig. Jeg har derfor besluttet mig for at geare ned og blive bedre til at sige nej. For der er stadig mange ting fra programmet, der gør, at jeg har så mange bolde i luften«, forklarer 'Hammer'.

Blandt andet har Hammer også stået for at træne nogle lokale mænd for at de, som ‘De rigtige mænd’ også kan komme i form og tabe sig, som Hammer selv gjorde for tre år siden, da det første program om de 'dovne', lidt for tykke håndværkere, der ændrer livsstil, tog danskerne med storm.