Det er slut med at snage i Hailey og Justin Biebers privatliv og ægteskab.

Den 25-årige model har nemlig slået fast, at hun ikke længere offentligt vil fortælle om sit forhold til den to år ældre popstjerne.

»Det giver ikke længere mening, når jeg prøver at have en åben samtale med nogen som dig (en journalist, red.), og det bliver taget ud af kontekst,« fortæller hun i et interview med WSJ Magazine.

»Medierne elsker at tage en lille ting ud af interviewet og lave det til clickbait. Medierne har altid været væmmelige.«

Men ifølge Victorias Secret-modellen kommer vi ikke til at gå glip af noget. Det stenrige superstjernepar er nemlig bare helt almindelige bag den glittede facade, siger hun.

Som en sidste luns – inden hun altså angiveligt lukker helt ned for de private oplysninger – fortæller Hailey Bieber i interviewet om planerne for fremtiden.

Og selvom det celebre par i september satte ild til graviditetsrygterne, da Justin Bieber blev fotograferet med sine hænder ømt placeret på hustruens mave til Met Gala, så involverer fremtidsplanerne ikke børn.

Ikke lige med det samme i hvert fald.

Sangeren Justin Bieber og modellen Haile Bieber til Met Gala 2021.
Sangeren Justin Bieber og modellen Haile Bieber til Met Gala 2021. Foto: Eduardo Munoz Alvarez
Vis mere

»Jeg tror, vi ideelt set vil prøve om et par år. Men der er en grund til, man kalder det 'prøve', ikke? Man ved ikke, hvor lang sådan en proces vil vare. Helt klart ingen børn i år – det ville blive lidt hektisk, tror jeg,« siger Hailey Bieber, der snart er aktuel med en serie skønhedsprodukter.

Hun påpeger, at der er en forventning til kvinder om, at der er børn på vej inden længe, når de bliver gift.

»Men hvad med alle de ting, jeg gerne vil opnå i min virksomhed? Jeg tror, det var indkodet i min hjerne, at jeg ville have børn med det samme, og at jeg skulle have dem, mens jeg var super ung. Så blev jeg 25, og jeg er jo stadig super ung.«

Det er ellers tidligere gået stærkt for det unge par.

Justin Bieber og Hailey Bieber, der dengang hed Baldwin, havde kendt hinanden siden barndommen, da de blev kærester i 2018. Blot en måned senere blev de forlovet, inden de giftede sig yderlige fem måneder senere.