Hailey Bieber er kommet ud i lidt af et stormvejr, efter hun for nylig lagde en makeup-video på TikTok.

Hvorfor?

Fordi hun har brugt en brun lipliner på sine lyserøde læber.

Den 25-årige model lagde i august en video på det sociale medie, hvor hun markerer omridset af sine læber med en mørk læbeblyant, inden hun lægger en klar, glinsende lipgloss på læberne.

'Brownie glazed lips' kalder hun looket, som siden har inspireret til et hav af TikTok-videoer, hvor kvinder forsøger at gøre hende kunsten efter.

Men Hailey Bieber har ikke opfundet 'den virale efterårs-læbetrend', som den kaldes i stor stil på nettet.

Tværtimod har hun gjort sig skyldig i såkaldt kulturel appropriation – altså en overtagelse af andre kulturers skønhedstrends –  mener en række latinamerikanske og sorte kvinder, som har brugt mørk lipliner i årevis.

»Hailey Bieber har taget brun lipliner og gennemsigtigt lipgloss på, og alle de hvide piger går amok over det. Hør her, skatter: Latinaer og sorte kvinder har været hippe, men I har allesammen kaldt os 'ghetto', når vi har gjort det,' lyder en af de mange kommentarer på Twitter.

Hailey Bieber har ikke selv kommenteret kritikken, men flere fans kommer hende dog i forsvar ved at påpege, at hendes mor, Kennya Baldwin, oprindelig er fra det latinamerikanske land Brasilien.

Historisk set er læbemoden dog blevet associeret med første- og andengeneration af mexicanske indvandrere i USA såvel som sorte kvinder, der tidligt brugte sort eyeliner til at optegne deres læber, fordi der dengang ikke fandtes læbeblyanter i samme nuance som deres hudfarve, skriver Allure.

Hailey Bieber er bestemt ikke den eneste, der er blevet beskyldt for at misbruge en anden kulturs skønhedstrends. Sidste år blev hendes mand, popstjernen Justin Bieber, anklaget for kulturel appropriation, da han fik lavet dreadlocks.

Tidligere er også Adele kommet i stormvejr for at sætte sit hår op i såkaldte bantu-knolde, mens danske Medina har fået kritik for at iføre sig en fjerprydelse til sine koncerter.