Hun er 46 år, har modtaget masser af fine skuespiller-priser. Nu indtager hun rollen som Casper Christensens vanvittige svigermor i den nye 'Klovn'-film.

»Ja, han har giftet sig ung,« fortæller Maria Rich med et grin med henvisning til, at Casper Christensen jo i virkeligheden med sine 51 år er en 'gammel svigersøn'.

Den skæve aldersforskel giver mening i 'Klovn'-universet, da Caspers nye kone er en noget yngre model i form af skuespiller Camilla Lehmann på 29 år (Hendes alder bliver ikke omtalt i filmen).

Maria Rich fik i 2018 sit folkelige gennembed som korrupt bankdame i DR's søndagsserie 'Bedrag III'. Det var netop den rolle, der sendte hende videre til 'Klovn', fortæller hun.

»De havde set 'Bedrag' og syntes, det var sjovt at hive mig med.«

I 'Klovn The Final' spiller hun ikke en almindelig svigermor.

Hun kører på motorcykel, er iført lange sorte læderbukser og så insisterer hun på at give Casper-figuren et ugentlig håndjob, så han ikke er hendes datter utro. Noget han ikke er helt tilfreds med.

»Det var så sjovt. Det var især fedt at have den kæmpe kværn. På et tidspunkt skulle der tages et foto, hvor jeg står ved den. Jeg tænkte, at den skulle jeg da op og sidde på, men den gik ikke. Den var kæmpestor, så hvis den væltede ned over mig, ville det gå helt galt, så da jeg var ved at svinge mig op på den, stormede folk frem og fik mig stoppet.«

Maria Rich og Casper i 'Klovn The Final'.
Maria Rich og Casper i 'Klovn The Final'. Foto: Pressefoto / Nordisk Film
Vis mere

Camilla Lehmann, der altså spiller Caspers nye kone og Maria Richs datter i 'Klovn The Final', har fortalt til B.T., at det først var på tegnebrættet, at Casper og 'Fnug' som hendes karakter hedder skulle giftes i den nye film. Den ide blev droppet ligesom hendes karakter blev mere hippie-præget end udgangspunktet.

»Det var virkelig sjovt at gå på arbejde. Vi hyggede os bare. De har været så gode til at tage imod alle os nye, så det virkede naturligt.«

Hun fortæller at de efter Iben Hjejle og Lene Nystrøm ledte efter en ny type 'eneste ene' til Casper-figuren:

»De ledte efter en der var mere... Sådan en han oprigtig kunne holde af og elske. En hvor det var tydeligt, at de rent faktisk gerne ville være sammen.«

Camilla Lehmann.
Camilla Lehmann. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere