Ja, der var drama i kulisserne ved OL i 1996. Sådan lyder det nu fra den tidligere håndbold-darling Camilla Andersen, der fortæller om dengang, hvor Anja Andersen flippede ud af ren jalousi.

Dengang i 90’erne, hvor Ulrik Wilbeks håndbold-darlings gik fra den ene triumf til den anden, var Anja Andersen og Camilla Andersen hele Danmarks yndlingspar.

Selvom de to håndbold-stjerner ikke officielt bekræftede, at de var kærester, så var det reelt en af de hemmeligheder, alle kendte til - en hemmelighed, som Camilla Andersen nu løfter sløret for i en ny bog, 'Må jeg være fri'.

Læs også:

I bogen fortæller Camilla Andersen dog, at det indtryk, man fik af parret i medierne, stemte meget lidt overens med virkeligheden.

»Det er i medierne blevet til – og det er også det, som mange mennesker tror – at vi har været par i mange år. Det har store dele af offentligheden troet de seneste 20 år, for medierne har altid kædet os sammen.«

»Men sådan var det i virkeligheden slet ikke. Jeg har kun været kæreste med Anja Andersen i et halvt år,« siger Camilla Andersen i bogen.

Camilla Andersen og Anja Andersen i 1994.
Camilla Andersen og Anja Andersen i 1994. Foto: Bent K. Rasmussen
Vis mere

Parret havnede på forsiderne af sladderbladene under OL i 1996. Her blev det beskrevet, hvordan kærligheden mellem Anja Andersen og Camilla Andersen endte brat i et sandt drama, der endte med, at Anja Andersen forlod OL-lejren før tid.

Læs også:

Men ifølge Camilla Andersen var de to gået fra hinanden flere år før OL-balladen. At der var intriger og problemer mellem de to stjerner, er imidlertid sandt.

»I 1996 ved OL i Atlanta i USA, hvor vi vandt guld, og hvor hun tog hjem før tid, havde vi ikke været kærester i et par år. Anja Andersen var på det tidspunkt kæreste med en tysk kvindelig spiller. Under OL i Atlanta blev jeg kæreste med badmintonspilleren Lotte Olsen, og det flippede Anja Andersen helt ud over. Det blev officielt (i pressen, red.) til bruddet mellem os, og da Anja Andersen rejste tidligere hjem, blev det slået ekstra stort op i pressen. Jeg ved ikke, hvorfor hun reagerede så voldsomt over det,« siger Camilla Andersen i bogen.

Camilla Andersens forhold til Lotte Olsen (forrest på billedet) fik jalousien frem i Anja Andersen.
Camilla Andersens forhold til Lotte Olsen (forrest på billedet) fik jalousien frem i Anja Andersen. Foto: Palle Hedemann
Vis mere

Camilla Andersen er i dag single og bor alene. Kæreste-tiden er i stedet forvandlet til arbejdstid i rejsebureauet Travel Sense, som hun er medejer af.

»Jeg har stort set nonstop været i fast forhold til en anden kvinde, siden jeg var 17 år. Så jeg nyder i øjeblikket at være mig selv og ikke skulle det ene og det andet,« siger hun.

Læs også:

I bogen 'Må jeg være fri', der udkommer den 3. september på Forlaget Sidespejlet, møder man en række fortrinsvis kendte mennesker, der fortæller om deres betragtninger om homoseksuelles rettigheder og plads i samfundet.

Blandt de medvirkende er kronprinsesse Mary, tv-vært Hans Pilgaard og skuespillerinden Lise Nørgaard.