Den kun 37-årige skuespillerinde Gwyneth Paltrow har fået konstateret en form for knogleskørhed, der normalt rammer ældre kvinder.

Paltrow, der er mor til to, har fået konstateret sygdommen på et tidligt stadie, der kan lede til en alvorlig for knogleskørhed, skriver den engelske avis The Sun.

Diagnosen fik hun, efter hun blev scannet på grund af et brud på benet. Lægernes dom lufter hun blandt andet på sin egen hjemmeside.

- Lægerne testede mit D-vitamin-niveau, som viste sig at være det laveste, de nogensinde havde set (ikke en god ting), skriver hun.

'Shakespeare In Love'-skuespillerinden er - udover at være gift med Coldplay-forsanger Chris Martin - kendt for at eje et luksusfitness-kæde, hvor kendte kan købe sig til 4.500 dollar dyre medlemskaber. Og ikke mindst selv for at følge strenge diæter og motionere udi det ekstreme. Selv indrømmer hun, at hun kun sjældent spiser mejeri-produkter.

Mangel på kalk i kosten svækker knoglerne og kan i værste fald medvirke til, at man udvikler knogleskørhed.