Esben Pretzmann har med tiden fået sans for det sjove.

Du er aktuel i 'Live fra Bremen' på direkte tv. Er det nogensinde gået galt under et show?

- Der går altid 15-20 ting galt i generalprøven, og så frygter jeg, hvordan det skal gå under den direkte udsendelse. Men det går altid overraskende godt. Vi har én dag til at lære replikkerne, så der er grænser for, hvor godt de sidder fast.

Har du aldrig svært ved at holde masken?

- Indimellem trækker jeg da på smilebåndet, men folk er tit overraskede over, at jeg er seriøs og alvorlig. Jeg går i en mærkelig tilstand, når jeg står på scenen. Jeg kan grine bagefter, men når det er i gang, vil jeg fokusere. Måske er det en dødssyg måde, men det betyder ikke, at jeg ikke har det sjovt.

Hvilken respons har du fået fra de kendte, du har parodieret?

- Som regel må jeg sige, at folk tager pænt imod at blive parodieret. Jeg kender Anders Lund Madsen, men ved ikke, hvad han har sagt til min parodi af ham. Men vi sviner jo ikke folk til. Vi tager deres kendetegn og blæser dem lidt op. Hvis folk bliver sure, har de misforstået noget. Men jeg er altid lidt bange, når jeg får en ny rolle. Så finder jeg klip på Youtube og studerer personens måde at tale på. De personer, jeg helst vil parodiere, er jeg sjældent gode til. F.eks. kan jeg ikke ramme Bo Bech så godt som Lars Hjortshøj.

Hvor går grænsen for, hvad du vil gøre grin med?

- I princippet er der ingen grænser. Men man kan ikke gøre grin med folk, der lige har været ude for en tragedie. Jeg kan mærke det i min 'mavse'. Hvis det føles o.k., er det o.k. Da jeg begyndte på Børneradio, lavede jeg sammen med Rune (Tolsgaard, også med i 'Drengene fra Angora' red.) et spot, der gik over stregen. Det var noget med et glemt barn, der var blindt og forældrene var blevet kørt over. Bagefter kom vi til at tænke på, at der måske var et barn derude, som havde mistet en forælder og havde hørt indslaget. Det var ekstremt nederen og virkelig ufedt. Hvis der er nogen, der kan blive kede af det, er det ikke sjovt. Den balance skal man finde tidligt i sin karriere.

Hvordan har du det med at være den sjoveste af 'Drengene fra Angora'?

- Hehe. Det synes jeg bestemt ikke, jeg er. Vi er sjove på tre forskellige måder. Jeg synes faktisk, de andre er sjovere end mig. Men jeg vil nødigt lave noget, der skal være sjovt, men ikke er det. Jeg kan godt blive lidt nervøs, for at det er ikke sjovt at stå foran publikum og mærke, at man ikke er sjov.

Har du nogensinde overvejet at spille en seriøs rolle?

- Ja, men jeg er ikke blåøjet omkring det. Jeg ved, jeg ligger i komikerskuffen. Det er svært at lave det skift og blive taget alvorligt.

Du er danmarkskendt som havenisse. Gør det det lettere eller sværere at score damer?

- Jeg mærker ikke så meget til det i hverdagen, for jeg bor i Berlin. Men jeg er glad for, at folk har taget os nisser til sig. Jeg har en kæreste, så jeg skal ikke kunne sige, om man scorer mere som havenisse. Eller jo, det bliver vel lettere. For når man er i fjernsynet, synes nogle damer, at man er spændende. Men det er de uinteressante damer.


Bor til daglig i Berlin med sin tyske kæreste og har en søn på tre måneder.