Grev Ingolf fortæller i et stort interview, at han som 45-årig fik den tunge besked: Stop med at drikke eller dø.

Lægen fortalte greven i september 1985, at hvis han ikke lagde flasken på hylden ville han ikke overleve julen over. Det satte en definitiv stopper for grev Ingolfs alkoholisme, fortæller han til Billed Bladet. Indtil da havde han i mange år gået i en konstant rus.
 
-  Ja, og det er frygteligt at indrømme. Efter otte dage som ædru kan jeg huske, jeg tænkte: 'Gud fri mig vel. Er det sådan at være ædru? Det har jeg ikke prøvet i mange år." Det generede også Inge frygteligt, siger Grev Ingolf til ugebladet med henvisning til sin afdøde kone Inge Terney.
 
Grev Ingolf tog antabus to gange om ugen i to år for at blive kvit med drukken, og han priser sig i dag lykkelig over, at han meldte offentligt ud, at han havde et problem. På den vis var folk omkring ham nemlig opmærksomme på at stille vand eller alkoholfri vin frem til ham ved selskaber. Før det kunne greven nemlig slukke tørsten i stort set alt, hvad han havde for hånden.

- Alt, undtagen whisky. Det har jeg aldrig brudt mig om, fortæller grev Ingolf åbenhjertigt til Billed Bladet.

Grev Ingolfs første kone døde i 1996 af kræft efter fjorten måneders sygdomsforløb. Han blev to år senere gift med Sussie Hjorhøy og parret fejrer kobberbryllup til marts.