Grethe Sønck nåede ikke at gå på pension. Hele Danmarks revystjerne og sangerinde stod på scenen næsten til det sidste. Hun døde i sit hjem i Rågeleje i februar

- Selv om hun nærmede sig de 80 år, havde hun succes f.eks. i Rødvig-revyen, og hun blev mødt af stort bifald, da hun i flere omgange optrådte for de ældre på Frederiksberg. Hun døde så at sige 'med støvlerne på', siger hendes papsøn, Stefan Fønns, 71.

Godt nok var hun året forinden indlagt med et hjertetilfælde, men den slags kunne ikke slå den folkekære Grethe Sønck ud. Hun blev ved og formåede til stadighed at begejstre sit store publikum.

- Hun var en glad og lige-ud-ad-landevejen-pige, meget professionel og meget varm. Hun slap stort set for sygdomme og kunne klare sig selv i sit hus i Rågeleje. Det var hun meget taknemmelig for. Og hun fik en fortjent hyldest, da hun blev bisat i Tibirke Kirke, siger Stefan Fønns, som var søn af Grethe Søncks mand, Sejr Volmer-Sørensen.

De ukendtes grav

Ligesom sin mand ønskede Grethe Sønck at komme i de ukendtes grav på kirkegården ved Tibirke Kirke, og her ligger hun nu sammen med sin mand og sin mor, Alfine.

Arvingerne til Grethe Sønck er søsteren Ruths tre døtre, og for dem er det endnu ikke lykkedes at sælge hendes og Volmers hus på Snekkevej 9 i Rågeleje.

Det kendte showbiz-par flyttede ind i huset i 1962. Efter bisættelsen blev huset sat til salg på for knap tre mio. kr., men er nu med en ny ejendomsmægler sat ned til en pris på 2,6 mio. kr.

- Grethe Sønck havde jo oprettet Volmer-Sørensens mindelegat, og den sidste, som fik et legat, var sangerinden Lis Sørensen. Derefter besluttede kapelmester Henrik Krogsgaard og jeg, at de resterende penge i legatet, omkring en kvart mio. kr. skulle gives til revymuseet i København, fortæller Stefan Fønns.