Amalie Szigethy og Peter Birch har haft et stormfuldt forhold, men har det seneste stykke tid levet hver deres liv. For nyligt er de dog begge blevet singler, og nu ses det tidligere ’Paradise Hotel’-par igen.

For et par måneder annoncerede Amalie Szigethy, at hun skulle være mor. Faderen til barnet er den 23-årige Mikkels Skelskov, og sammen købte parret et hus i Rungsted i Nordsjælland, så de kunne være en rigtig kernefamilie.

Men sådan gik det ikke. Fredag kunne Mikkel Skelskov fortælle, at han er gået fra sin gravide kæreste, som har termin i slutningen af juli. Ifølge den sårede, unge mand, har Amalie Szigethy været ham utro med ingen ringere end hendes ekskæreste Peter Birch.

»Amalie og jeg er ikke kærester mere. Hun har budt mig nogle ting, som jeg ikke vil finde mig i, og hun har formået at smadre det hele, inden det overhovedet startede. Jeg vil aldrig have noget med hende at gøre igen,« siger Mikkel Skelskov til BT.

Blev singler med kort tids mellemrum

Peter Birch har siden slutningen af 2014 dannet par med den unge Topmodel-deltager Alma Amila Rasmussen, men det forhold sluttede i sidste uge, og parret er flyttet fra hinanden.

Peter Birch fortæller, at han efterfølgende er begyndt at se Amalie Szigethy privat, men han benægter, at de ses som andet end bare venner.

»Vi har jo altid snakket godt sammen, men vi er kun venner, og det skal vi også kun være. Jeg er jo lige kommet ud af et forhold, og jeg tror, at Amalie gerne vil koncentrere sig om sin baby i stedet for at tænke på at finde en ny kæreste,« siger han til Realityportalen.

Mens de to reality-stjerner har haft kærester, har de stort set ikke talt sammen, og nyheden om Amalie Szigethys graviditet fik Peter Birch fra en bekendt og ikke fra Amalie selv.

Men efter Peter Birch i sidste uge blev indlagt på hospitalet efter en lidt for vild aften i byen, blev han kontaktet af Amalie Szigethy. Hun var ifølge Peter Birch den første, der skrev til ham, og han beskriver hendes som meget ’omsorgsfuld’, ’betænksom’ og som en pige med ’et godt hjerte’.

Derefter er det tidligere kærestepar begyndt at ses igen, og ifølge Realityportalen glæder Peter Birch sig til, at hans ekskæreste bliver mor, og han håber, at han kan følge lidt med på sidelinjen – selvom han altså holder fast i, at det kun bliver som venner.

BT har forsøgt at få en kommentar fra både Amalie Szigethy og Peter Birch, men dette har ikke været muligt.