Realitystjernen Linse Kesslers 25-årige datter, Stephanie 'Geggo' Kessler Christiansen, er blevet godt harm, efter en negativ kommentar om sit forbrug på børneudstyr.

'Jeg er normalt rigtig positiv, men nu er det nok'.

Sådan lyder det fra Linse Kesslers gravide datter, Stephanie 'Geggo' Kessler Christiansen, der er blevet godt tosset efter et negativt indlæg, hun forleden fik på sin blog.

Den vordende mor havde glad skrevet en beretning om, hvordan hun og kæresten, Cengiz Salvari, nu havde købt stort set alt det udstyr, som de skal bruge til deres kommende barn, som 'Geggo' forventes at nedkomme med i januar.

Og som de fleste, der har købt babyudstyr nok har opdaget, så kan det være en temmelig bekostelig affære. Det blev det i hvert fald for 'Geggo' og Cengiz Salvari.

»Vi endte med at shoppe for en små 40.000,- i møbler og andre små nødvendige ting til baby. Vi har også fået nogle virkelig fede ting, specielt vuggen til hende er jeg vild med! Den er så meget en prinsesse værdig!,« skrev den kommende mor på bloggen.

Men hendes storindkøb faldt ikke i god jord hos alle. 'Geggo' fik en kommentar fra 'Anna@yahoo.dk', der mente, at det var alt for stort et beløb at bruge på babyudstyr.

»40.000 kr. Seriøst? Det er et vildt forbrug. Hvad med ar have donoreret kr. 10.000 til godgørende formål og du ville stadig have kunnet få det flotteste udstyr? Må jeg spørge om du har et fast job, der kan finansiere dette??,« skrev brugeren.

Men den bemærkning var lidt for skrap for den gravide kvinde, der straks atter farede til tasterne:

»Hvad med du undersøger sagen lidt inden du sidder og snakker om hvad andre burde gøre? Jeg giver for rundt regnet 7500 - til gode formål d.1 i hver måned – så jeg tænker jeg selv må bestemme om jeg bruger 40.000,- på baby-udstyr til MIT barn. Ja jeg har et job der finansierer dette, ikke at min økonomi overhovedet vedkommer dig eller andre,« skriver 'Geggo' i et svar til brugeren.

Og i et helt nyt blogindlæg giver hun atter udtryk for sin holdning til sagen.

»Det kaldes PRIORITERING, og OPSPARING! De to ting er jeg vældig god til. Jeg har aldrig sagt jeg var rig, men jeg prioriterer og sparer op – fordi det har jeg altid gjort. Jeg har tjent mine egne penge siden jeg var 15 år gammel, så jeg tænker jeg gerne må bruge alle de penge jeg vil på mit eget barn?,« skriver 'Geggo', der er 33 uger henne i sin graviditet.

Hun oplyser dog ikke i sine blog-indlæg, hvilke gode formål, hun støtter - eller hvordan hun tjener sine penge - ud over den tid, hun bruger på at filme 'Familien fra Bryggen'.