Eksklusivt i BT: Grand Prix-vinderen vil ikke længere skjule sin store kærlighed

Det var ikke kun hele Europa, der i foråret lod sig charmere af Grand Prix-feen Emmelie de Forest.

Allerede et par måneder inden sejren i Malmø havde den 20-årige sangerinde nemlig tryllet benene væk under den 22 år ældre musiker og sangskriver Jakob Schack Glæsner, kendt fra Johnny Deluxe.

Eksklusivt til BT fortæller de to nu om deres for offentligheden hidtil hemmeligholdte forhold, som har stået på i et halvt år.

- Vores familie og venner har kendt til vores forhold, men vi har holdt det fra pressen, fordi vi har været i en opstartsfase, hvor vi har haft brug for at få fred til at finde hinanden. Jeg synes også, det ville være for useriøst at stå frem efter en måned, siger Emmelie de Forest, som søndag fejrer halvårsdag med kæresten og dermed beviser, at aldersforskellen ikke er en hindring for sød musik.

- Vi forelsker os begge i mennesker og tænker ikke over tal. Min far var 17 år ældre end min mor, så for mig er der ikke noget unaturligt i, at vi ikke er lige gamle. Folk, der har fordomme, ved bare ikke bedre, siger den unge sanglærke, der aldrig har været lykkeligere end nu.

Kærlighed ved første strofe

Emmelies kærlighed, Jakob Schack Glæsner, har tidligere skrevet sange for blandt andre Christopher, A Friend In London og sin egen gruppe Johnny Deluxe, hvor han var bassist. Det var da også under et sangskrivningsforløb i forbindelse med Emmelies debutplade, at de to første gang mødte hinanden.

- Første gang, vi skrev sammen, klikkede vi. Vi ser verden meget ens og inspirerer hinanden, og vigtigst af alt har vi musikken tilfælles. Han har været i branchen i flere år og forstår, hvordan jeg har det, og har virkelig støttet mig meget, siger en forelsket Emmelie de Forest og afslører, at Jakob Schack Glæsner da også var på hemmelige besøg under Grand Prix-tiden i Malmø for at bakke op om hende.

Far til to

42-årige Jakob Schack Glæsner har to drenge på ti og syv år fra et tidligere forhold, som endte for 2,5 år siden. Emmelie har tilbragt masser af tid med de to drenge, men ser ikke sig selv som en papmor.

- Det er gået rigtig fint. Drengene er så søde, de leger jo bare og spiller fodbold. Jeg føler mig mere som en god veninde end som en papmor. Vi tager på udflugter, går i Zoologisk Have osv., siger Emmelie.

De to smaskforelskede musikere tilbragte i sommeren en uge sammen i Barcelona, hvor der blev skrevet på nye sange på de spanske strande. Ud over at være hendes kæreste er Jakob Schack Glæsner også en del af Emmelies band, så mon ikke der bliver plads til et enkelt kys på scenen, når de i næste måned drager på turné i Tyskland. De kan i hvert fald ikke længere skjule deres kærlighed til hinanden.