Jan Gintberg sætter alt og alle på plads i nyt show.
Med den efterhånden langvarige succes som rund, folkekær tv-vært på ‘Gintberg på kanten’ ville nogle kunstnere/komikere nok være fristet til at give sit nye store publikum, hvad de forventer.
Men det er ikke just tilfældet i Gintbergs nye onemanshow ‘Gintberg red(d)er verden’. Showet er et halvanden time langt komisk raserianfald, hvor grænser overskrides i en grad, så en integrationsminister ville kalde til handling. Hvis ellers ‘Den offentlige mening’, som PH talte om, var et land med en regering.
»Det er med fordomme som med jysk familie. De er umulige at slippe af med, når først de er kommet indenfor,« siger Gintberg i sit nye show. Derfor ser han det som sin opgave at vende fordommene på vrangen.
Vi lever, som komikeren ganske rigtigt påpegede flere gange, i en SoMe-forargelsens tidsalder, hvor humoren har svære kår. Og som Stephen Hawking har sagt: »Vi mister alt, hvis vi mister evnen til at grine ad os selv«.
Det skræmmende at se, hvordan alt fra ministre til kulturpersonligheder retter ind efter det digitale krænkelsespoliti.
»Danmark ender med at ligne Nordkorea - bare uden livsglæden og det gode vejr derude,« som Gintberg siger.
Han har været vidt omkring i sine onemanshow siden det første for 20 år siden, både hvad form og indhold angår.
Alligevel går der en klar rød tråd - eller rettere en sammenfiltring af flere røde tråde - gennem alle Gintbergs show.
En opfordring til at trække hovedet ud af bagdelen, til at droppe egoismen, se det store billede, sluk den forbandede mobiltelefon. Kys det nu, det satans liv, hvis ikke en anden klog filur engang havde sunget det samme. Og sådan er det også denne gang.
Det er ikke ligefrem nye toner fra Gintberg. Det kan så heller ikke siges ofte nok.
Som han påpeger, har han siddet i 'Mads og Monopolet'-panelet i snart ti år, og han får sværere og sværere ved at tage danskernes dilemmaer alvorligt som andet end ubehjælpsomt, forkælet navlepilleri. Selvom programmets vært beordrer sine paneldeltagere til at tage problemerne alvorligt.
»Nogle gange, når vi læser dilemmaerne og efterfølgende skal tage dem alvorligt, har vi det, som havde vi spist hashkager og var tvunget til at se 'Schindler’s liste’ bagefter.«
Jan Gintbergs helt store force er hans eminente jokes og evnen til at sammensætte begreber og fænomener, for derefter at vende hele det rundt på hovedet. Det er hans hidsige ridt på metaforerne. De sproglige billeder, der vokser ud af hver punchline. Det kan så ske, at der ryger en pointe eller to i subteksten i den proces.
Som i en ret lang bid om Lars Larsen. Jan er vred. Men det fremgår ikke helt tydeligt, hvorfor han er vred. Måske noget med at discount er blevet Gud - fremfor kvalitet.
Men stadig er Gintbergs jokerate respektindgydende høj. Der var tidspunkter under aftenens show, hvor vi nede i salen måtte holde på midterskilning og briller, mens manden på scenen punkterede den ene fordom og danske selvtilstrækkelighedsfornemmelse efter den anden.
Hvad ville der være sket, hvis den ægyptiske farao Tutankhamon havde indtaget danernes rige og beordret sine nye slaver til at bygge pyramider?
Han var blevet mødt af en dansk formand fuld af undskyldninger for, hvorfor der ikke sker noget med pyramiderne. Fejl i plantegningerne og den slags.
Gintbergs levering af det skrevne materiale var her på premiereaftenen mere sikker end diverse lidt forcerede improvisationer med publikum.
I momenter virkede det lidt som om, at Gintberg on the loose 2018 fik kørt sig selv så højt op på sin indre Richter-skala, at han et par gange simpelthen kogte over.
Som da han havde sex med Egtvedpigen. Sjov nok joke. I nogle sekunder. Da var det lige før, man havde lyst til at revidere det gamle udtryk, fra ‘show it don’t tell it’ til ‘tell it don’t show it’.
Men han ved det godt, og har sin kendte selvironi med sig. Som f.eks. da han måtte indse, at han talte med samme tonefald og dialekt uanset, om han prøvede at lyde som Dyne-Larsen eller den danske pyramideslave.
På den måde fik Gintberg publikum med sig, og fik den tvist gjort til en del af showet. Det kan virke lidt rodet, men bibringer i virkeligheden bare en fornemmelse af, at man som publikum er med i en proces.
Store komikere som Jan Gintberg kan skabe nyt materiale ud af materiale, der ikke virker.
Det skal siges, at det fladede ud mod slutningen af det halvanden time lange show. I en afrundende bid, hvor han miksede #MeToo, feminisme og sit eget privatliv.
Men som helhed næsten rørende at se standups grand old man slå fra sig, som var han stadig helt ung og pur og på vej ind på scenen i klubben Din's. Bare med meget større sikkerhed end dengang.
Jan Gintberg, 'Gintberg red(d)er verden', Bellevue teatret. Nyt onemanshow, premiere torsdag aften.
