To gange fik Stig Rossen tårer i øjnene under koncerten i Syvstenhallen i Sæby. Han var så rørt, at han er nærmest ligeglad med sin egen karriere - han vil bare gerne ud med Bamses Venner.

I en duft af cider, kunstig røg og hidsig parfume stod Stig Rossen der - som bedste ven af Bamses Venner - og blev rørt til tårer.

- Det var fantastisk. Følelserne strømmede igennem mig, og jeg blev så overvældet over modtagelsen. To gange fik jeg tårer i øjnene, ja jeg har faktisk stadig lidt tårer nu. Det var så fantastisk, sagde en tydeligvis berørt Stig Rossen til bt.dk kort efter første sæt.



 

Og ja, andet - og foreløbig sidste - sæt er lige på trapperne, men for Stig Rossen er der tændt en glød. Han ganske enkelt elskede at synge Bamses sange.

- Spør' de igen, så siger jeg ja. Det er en svær situation, jeg spiller med nogle drenge, som ikke bare har mistet deres faste arbejde. De har mistet en god ven. Så det er ikke bare noget, vi gør. Men spør' de, så ja. Det er lige før jeg vil skide på min egen karriere, ja lige før. Det her er livet, herude på landevejen til halballerne og koncerterne. Det her er helt i Bamses ånd.

Publikum modtog også Stig Rossen som en helt midt i et kaos. Allerede fra første strofe var dansegulvet fyldt, mest med glade branderter, der bare lige skulle ryste 'bamse-røven', men også med store forundrede øjne, som overtog der, hvor ørerne ikke kunne følge med. For det lignede ganske vist ikke Flemming "Bamse" Jørgensen, men det lød som ham.

- Det er som om hårene rejser sig. Han synger fuldstændig som Bamse. Det lyder som ham, det er lidt uhyggeligt, sagde en af de frivillige under koncerten.