Fritz Schur er en af Danmarks rigeste mænd, men blev først for alvor kendt i den brede befolkning i marts i år, da han som bestyrelsesformand for Dong fyrede direktør Anders Eldrup for at være for ødsel med firmaets penge.

Det tyder på mådehold, men åbenbart kun når det kommer til brugen af andres penge.

Når det gælder hans egen pengepung, giver Dong-bossen den gerne maks gas.

Og heldigvis for det.

Savner Simon Spies

Her på BT hylder vi ikke janteloven, men finder det befriende at se, at det ikke er hele Danmark, der suger på labben. Rigmænd skal have lov til at bruge mange penge - så længe det er deres egne og de ikke trækker et spor af konkurser og krakkede banker efter sig.

Vi har brug for at more os, når krisen kradser. Simon Spies kommer aldrig tilbage, men andre må gerne forsøge sig. Fritz Schurs fest savnede kun morgenbolle-damerne for at være helt i den afdøde rejsekongens ånd, og forhåbentlig får Lars Larsen fra Jysk held med at lokke verdens bedste golfspillere til at stille op i en flække i Himmerland. En plan til 100 mio. kr.

Dejligt dekadent

Selv om man ikke var inviteret til Schurs 60-års fest, så kan man kun trække på smilebåndet, når man tænker på, hvor dejligt dekadent og ekstravagant det er at få Elton John, Medina, Thomas Helmig, Sanne Salomonsen og Linie 3 til at underholde sine 400 gæster.

Typer som Peter Brixtofte og Erik Skov Pedersen fyrede den også af, da de havde chancen, men det var for andres penge. Den slags vil BT altid se kritisk på. Det hele afhænger af, hvem der reelt betaler, så derfor kan et bilag på 1.000 kr. godt være for meget, mens en fest til millioner bare er helt i orden.