Den danske skuespiller Brigitte Nielsen forsvarer sin eksmand Sylvester Stallone, efter at den legendariske skuespiller er blevet anklaget for at have forgrebet sig seksuelt på en 16-årig pige.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder TMZ.

Sylvester Stallone blev i Daily Mail torsdag anklaget for at have tvunget en 16-årig pige til oralsex i 1986. Krænkelsen skulle være sket på et hotelværelse i Las Vegas under optagelserne til Stallones 80'er hit 'Over the Top'.

Men det afviser Brigitte Nielsen over for TMZ.

»Under sommeren i '86 var vi nygifte. Vi var uadskillelige. Hun (den dengang 16-årige pige, red.) påstår, at det skete kl. 20:30 på vores suite på hotellet. Men det er løgn. Jeg så ham optage scenerne om dagen, og om aftenen var vi sammen på værelset,« siger Brigitte Nielsen, der var gift med Sylvester Stallone fra 1985 til 1987 til TMZ.

I Daily Mail-historien forklarer den dengang 16-årige pige, at hun lærte Stallone at kende gennem den anden 'Over the Top'-stjerne David Mendenhall.

Men dette nægter han.

»Den eneste, jeg introducerede til Stallone, var min familie,« siger han til Daily Mail.

Ifølge Daily Mail har den 16-årige pige valgt at droppe sagen og har ikke villet sagsøge eller politianmelde Stallone.