Der blev kastet en smule ekstra stjernestøv over FNs klimatopmøde tirsdag.

Midt i den vigtige og verdensomspændende begivenhed dukkede ingen andre end Hollywood-stjernen Leonardo DiCaprio nemlig op.

Det skriver blandt andre BBC og Vanity Fair.

Iført mundbind og med sikkerhedsvagter omkring sig lyttede gigastjernen interesseret med, da magtfulde personligheder såsom USAs præsident, Joe Biden, og den britiske premierminister, Boris Johnson, skulle give deres bud på forbedringen af den grønne omstilling.

Leonardo DiCaprio til klimatopmøde i Glasgow.
Leonardo DiCaprio til klimatopmøde i Glasgow. PHIL NOBLE

FNs klimatopmøde, COP26, finder sted i denne uge i den skotske by Glasgow.

Det er dog ikke helt så overraskende, at det var netop Leonardo DiCaprio, som dukkede op.

Den 46-årige skuespiller har nemlig siden 2014 været FNs fredsambassadør for klimaændringer, og det forventes da også, at han selv kommer til at holde en tale i løbet af ugen.

Ifølge Vanity Fair har Leonardo DiCaprio også forsøgt at begrænse miljøforureningen i forbindelse med sin rejse til Glasgow.

I hvert fald beretter mediet, at stjernen valgte at hoppe på et kommercielt fly for at komme til Skotland i stedet for at rejse med privatfly.