Et af de få succesfulde par og manges yndlinge fra DR-programmet 'Gift ved første blik' kan nu glæde sig over mere end 'blot' at have fundet kærligheden.
Michael og Kathrine Kelså Harders er nemlig blevet forældre til en lille pige.
Det skriver parret på Instagram.
'11/02/2022 kom lille Leonora til verden ved en drømmefødsel. Hun blev født 13 dage før terminsdato med en kampvægt på 3.128 gram og en længde på 52 cm,' skriver Katherine Kelså Harders på det sociale medie, hvor der også er billeder af den trætte mor og det lille menneske, der lige har set dagens lys.
'Hun er helt perfekt og det smukkeste, vi nogensinde har set, og vi er smaskforelskede i vores lille pige,' skriver Kathrine Kelså Harders videre.
Det var i 2018, at den dengang 25 årige Kathrine Kelså fra Silkeborg blev smedet sammen med den to år ældre Michael Harders fra Aarhus.
Parret viste sig at være et af de sjældent virkelig gode match i tv-programmets 'kærlighedseksperiment' og forblev sammen efter programmets slutning.
Siden har parret flittigt blogget om deres liv på deres hjemmeside samt på de sociale medier, hvor de har ladet danskerne og andre nysgerrige følge med i deres liv.

Kathrine Kelså Harders har da også flere gange lagt billeder op af sin gravide mave, men i lang tid holdt hun terminsdatoen hemmelig, da hun ikke ønskede for mange beskeder om, hvorvidt hun mon havde født.
Først i begyndelsen af februar fortalte hun, hvornår det nye familiemedlem skulle melde sin ankomst, hvilket skulle have været 24. februar.
Her fortalte hun også, at hun nok ikke ville få tid til helt så mange opdateringer på de sociale medier, når hun blev mor.
Og det gentog hun efter fødslen:

'Nu trækker vi os ind i barselsboblen igen og nyder hinanden og at være en familie, men vi havde bare lige lyst til at dele denne glædelige nyhed,' skriver Kathrine Kelså Harders.
De nybagte forældre kan dog glæde sig over, at de ikke behøver at tænke på deres boligsituation, idet de for kort tid siden købte et hus i Odder.

