For ikke så lang tid siden kunne man se, Michael Andreasen kaste sig ud i livet som gift mand i programmet 'Gift ved første blik.'

Torsdag aften kunne man dog se ham i et lidt andet scenarie, men igen med kærlighed i kikkerten og også denne gang på tv.

Han havde nemlig meldt sig til at deltage i en helt ny form for dating, nemlig et stævnemøde med bind for øjnene.

Og hvor han indtil videre har været at finde på skærmen på DR1, så havde han skiftet kanalen ud og dukkede op på TV 2 i stedet, hvor han var på live tv i det nye nyhedsaktuelle program Go' Aften Live.

Fra venstre mod højre ses Michael Andreasen, Anders Hein (stifter af dating-appen, Petra Nagel og Jes Dorph-Petersen.
Fra venstre mod højre ses Michael Andreasen, Anders Hein (stifter af dating-appen, Petra Nagel og Jes Dorph-Petersen.
Vis mere

Aftenens eksperiment blev lavet i forbindelse med, at skaberen af en helt ny app var inde for at fortælle, hvorfor han er gået imod de meget billedbårne apps og skabt én, som er uden portrætter, nemlig 'Empassion'. Michael Andreasen fortæller:

»Jeg synes bare, den her app lød spændende, men jeg vidste nok godt, jeg ikke var klar til noget nyt,« lyder det fra tv-kendissen, som også er kendt under efternavnet Sommer.

Han fortæller, at han må indrømme, at han er blevet en smule fanget af at være på skærmen.

»Jeg er nok blevet lidt bidt af Tv. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at prøve Robinson.«

Michael Andreasen har man kunnet følge under hans bryllup, hans bryllupsrejse og til sidst, da han og konen, Christina kom hjem fra rejsen.

Og selvom de havde små sammenstød i løbet af programmet, virkede de to også meget forelskede, og de to valgte da også at blive sammen efter programmet.

Alligevel holdt forholdet ikke, også selvom at Christina Arenholdt Nielsen er gravid, som de har fortalt om i et interview med DR.

Michael Andreasen fortæller, at han ikke kunne have startet et forhold, selvom det var en, han var interesseret i, der sad overfor ham torsdag aften.

"Hvis det var én, der var lige min type, så havde jeg nok alligevel sagt, at jeg ikke var klar til at starte noget op igen,« siger han og fortsætter:

»Men jeg kunne måske få hendes Facebook, så man kunne holde kontakten.«

Redaktøren på programmet Go' Aften Live, Dorte Lind, forklarede, at de simpelthen bare havde taget de to første interesserede med i programmet, så de havde ikke ledt efter nogle med tv-erfaring eller lignende.

Michael Andreasen indrømmede i programmet, at udseende alligvel betød noget, og han var ikke interesseret i noget mere med sin blind date.