Ghita Nørby har endnu ikke lagt sit møde med journalist Iben Maria Zeuthen bag sig. Det står klart, når man ser seneste udsendelse af DR-programmet 'Jim og Ghita'.
Her kører den 84-årige skuespillerinde rundt i Sønderjylland med Jim Lyngvild. Mens de er på farten, falder snakken på den famøse 'Hele Danmarks Ghita'-dokumentar, som Radio24syv præsenterede i marts.
En dokumentar, der skabte stor ravage, fordi den præsenterer lytterne for et interview på afveje, hvor journalist Iben Maria Zeuthen og hovedperson ikke rigtig formår at finde hinanden.
Hidtil har Ghita Nørby forholdt sig nogenlunde tavst om sagen, men i 'Jim og Ghita' åbner hun en smule op.
»Det var en meget mærkværdig og ubehagelig oplevelse. I sin dybe enkelthed var det meget, meget overskridende af mine grænser for, hvordan man er mod hinanden,« fortæller hun.
Hun henviser til, at hun troede, at det var en joke, at der i de skriftlige aftaler med journalisten stod, at interviewet ville vare syv timer.
Hun erkender, at hun måske var naiv, og konstaterer, at alting her i livet kan mislykkes. Noget, det omtalte interview i den grad gjorde. Alligevel er hun fortsat mærket af oplevelsen, fortæller hun.
»Jeg må indrømme, at sådan en oplevelse i livet ikke er noget, jeg bare ryster af mig,« siger hun, hvorfor Jim Lyngvild spørger, om indslaget har haft nogen konsekvenser for Ghita Nørby – ud over de følelsesmæssige.

Det afviser hun dog.
»Jeg vidste jo, hvad jeg havde været ude for. Hvis folk synes, det er morsomt at blive voldtaget, så bør de da prøve det,« siger hun.
Sidstnævnte kommentar falder journalist Iben Maria Zeuthen, der i dag arbejder på DR P1, for brystet.
'Jeg vil kunne forstå, hvis voldtægtsofre føler sig en smule negligeret ved ovenstående udtalelse,' skriver hun i et opslag på Instagram.

B.T. ville gerne have haft en uddybende kommentar fra Iben Maria Zeuthen, men hun har ikke haft lyst til at stille op til interview.
Hun henviser i stedet til sine ord i Instagram-opslaget. Heri påpeger hun også, at hun er skuffet over DR2 og Blus (produktionsselskab, red.) niveau både journalistisk, etisk og i forhold til den juridiske proces.
'Der er i udsendelsen bragt udsagn om min journalistiske proces. som ikke er i tråd med sandheden og direkte og nemt kan tilbagevises, ligesom der finder kompromitterende og injurierende dialog sted, uden jeg har mulighed for det, jeg vil mene, vil være passende genmæle,' skriver hun.
I de sidste sekunder af andet afsnit af 'Jim og Ghita' står det med hvid skrift på sort baggrund, at produktionen har forholdt Iben Maria Zeuthen og Radio24syv Ghita Nørbys udtalelser samt disses reaktion herpå. En reaktion, der er i tråd med Iben Maria Zeuthens Instagram-opslag. Du kan se udsendelsen her.