’Er du ikke nervøs?’ lyder det flere gange, da jeg fortæller, at jeg skal interviewe Ghita Nørby.

Siden dansk films 84-årige førstedame og en journalist på Radio24syv i foråret mildest talt gik skævt af hinanden i et nu legendarisk radioprogram, har der været en offentlig forståelse af Ghita Nørby som en kæmpe diva.

Nu er den såkaldte diva imidlertid aktuel i en norsk, romantisk juleserie på Netflix med titlen 'Hjem til jul', hvor hun spiller en sød og lidt skør lungepatient, der løbende giver seriens hovedperson kærlighedsråd.

Netflix spurgte for nylig, om vi ville tale med Ghita Nørby om rollen. Jeg var nysgerrig på, om hun mon var så farlig, så vi sagde ja tak og endte med at få 20 minutter med Ghita Nørby på D'Angleterre.

Vild med fodbold

»Goddaw, goddaw,« byder Ghita Nørby velkommen i sin lille hotel-stue, mens hun får en, der hedder Lasse, til at friske sine læber op med en læbestift.

Jeg kan forstå, at du har givet interview om serien hele dagen. Nu kommer de gode svar, ikke?

»Jo! Det er det. Nu kommer de,« griner Ghita Nørby.

Jeg fortæller, at jeg lige er kommet hjem fra Irland, hvor jeg så fodbold aftenen forinden. Danmark spillede elendigt, men fik 1-1 og er dermed klar til næste sommers EM-slutrunde.

»Var du det!?« udbryder Ghita Nørby begejstret og tilføjer, at selvfølgelig følger hun med i landskampene.

»Det kan man da ikke lade være med,« forklarer hun.

Jeg uddyber, at jeg trods den sene hjemkomst alligevel nåede at se alle seks afsnit af hendes nye serie, inden jeg gik i seng. Ghita Nørby griner og afslører, at hun ikke selv har fået set det hele.

»Jeg har kun set lidt brudstykker.«

B.T.s journalist (t.v.) med Ghita Nørby og assistenten Lasse.
B.T.s journalist (t.v.) med Ghita Nørby og assistenten Lasse. Foto: Privatfoto
Vis mere

Vi taler lidt om seriens tema. At hovedpersonen, den 30-årige Johanne, kæmper med at finde kærligheden. Ghita Nørby, der selv har været gift fire gange, synes, nutidens unge har gjort det alt for besværligt med deres overforbrug af mobiltelefoner.

»Det var fuldstændig anderledes, da jeg var ung. Tilværelsen var jo uden iPhones. Man havde ikke alle de her ensomhedsmaskiner. Det var meget sjovere.«

Hvorfor kalder du iPhonen en ensomhedsmaskine?

»Fordi du bare sidder og glor på den. Du glor ikke på øjne.«

Du har da selv en iPhone?

»Ja, selvfølgelig, for jeg er blevet lige så meget slave af den, men jeg har også levet livet.«

Så du må godt?

»Jeg kigger jo ikke ned hele tiden. Det gør jeg kun, hvis der er en besked, eller hvis jeg skal tale i telefon. Der er ingen, der ser op mere.«

Ghita i 'Hjem til jul' der kan ses på Netflix fra den 5. december.
Ghita i 'Hjem til jul' der kan ses på Netflix fra den 5. december. Foto: Netflix
Vis mere

Ghita Nørby skifter pludselig emne og kommer i tanke om et trick, hun bruger, hver gang hun skal ud at flyve.

Når hun bestiller billetter, tilføjer hun 'ground service', så hun bliver hentet i en kørestol og transporteret rundt i lufthavnen.

»Når de henter mig, og vi kommer ind i afgangshallen, siger jeg altid, at de skal sætte mig af i østersbaren. Lufthavne er så skægge. Jeg bruger altid for mange penge,« griner hun.

Brugte du også tricket, da I optog serien i Oslo?

»Ja, det er herligt!«

Vi snakker videre om 'Hjem til jul'. I et desperat forsøg på at finde en hurtig kæreste bruger hovedpersonen blandt andet en dating-app, der minder om Tinder.

Har du prøvet at være på Tinder?

»Nej, det kunne da ikke falde mig ind!«

Du er ikke nysgerrig?

»Nej, jeg kan da bedre lide at se folk i øjnene. Det er et dyrskue. Så sidder man der og siger nej, nej, videre, måske. Jeg er heller ikke på Instagram og Facebook. Jeg kan ikke fordrage stemningen på de medier.«

Jeg tror, du ville være god på Instagram.

»Hm.. Men du ser mig der ikke, for jeg bryder mig ikke om det der manglende ansvar, hvor man kan svine mennesker til, som man ikke kender. Det er foragteligt.«

Ghita Nørby ser Niarns rygtatovering.
Ghita Nørby ser Niarns rygtatovering.
Vis mere

Som forberedelse til interviewet har jeg taget et billede med fra rapperen Niarns Instagram-profil.

I kølvandet på forårets vanvittige Radio24syv-interview var han en af dem, der støttede Ghita Nørby og som en hyldest fik tatoveret hendes ansigt på ryggen.

»Haha nej! Vil han virkelig slæbe rundt på mig? Gud, hvor er det åndssvagt,« udbryder Ghita Nørby, da jeg viser hende billedet.

»Tænk at have mig i ryggen altid. Hvorherre bevares. Sikke en pinsel. Men tak. Det vil jeg altid være taknemmelig for!«

Har du selv nogen tatoveringer?

»Nej, jeg kan ikke lide stik.«

Du tænker, det gør for ondt?

»Ja! Jeg har heller ikke nogen huller i ørerne.«

Ghita i 'Hjem til jul'.
Ghita i 'Hjem til jul'. Foto: Netflix
Vis mere

De 20 minutter er fløjet af sted. Jeg spørger til sidst, hvad hun skal lave resten af året, men ud over en række julekoncerter vil hun ikke afsløre, hvad hun har gang i.

»Hvis det ikke bliver til noget, er det jo åndssvagt.«

Hvordan skal du holde jul?

»Bare ganske almindeligt som dig, tænker jeg. Der er mange, der synes, julen er falsk, det synes jeg ikke. Jeg synes, den er hyggelig og en fest.«

Jeg har rejst mig halvt op for at sige tak for i dag, da Ghita Nørby igen begynder at tale om sit kørestolstrick. Hun forklarer, at man skal bruge en app, som hun får hjælp til at styre rundt i af en veninde.

Hvad har du egentlig af apps?

»Dem alle sammen! Bare ikke de der sociale medier.«

Ghita Nørby åbner sin iPhone med klap-omslag og viser frem.

Du har da Snapchat, kan jeg se?

»Ja, men jeg bruger det ikke. Det er min frisør, der har lagt det ind.«

Så sender han hår-billeder til dig?

»Ja, men jeg åbner dem ikke. Der er også noget med, at man kan krybe ind i et kaninhoved? Hold kæft, hvor er det kedeligt,« griner hun.

Jeg rejser mig op, og Ghita Nørby spørger en Netflix-medarbejder, om der er bestilt en vogn.

»Det var hyggeligt,« siger hun.

Hvad skal du nu?

»Nu skal jeg hjem til min hund.«