Ghita Nørby kan ånde lettet op.

Den 86-årige skuespiller bekræfter over for B.T., at hun er blevet færdigvaccineret og dermed er helt klar til den store genåbning af samfundet.

»Ja, det er sandt, og ja jeg er taknemmelig for det. Jeg har det godt,« skriver Ghita Nørby i en mail sendt fra sin iPad.

Hun er blevet vaccineret med Pfizer-vaccinen og har ikke haft nogen bivirkninger, tilføjer hun.

Ghita Nørby.
Ghita Nørby. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Adspurgt hvad hun nu glæder sig til, skriver hun kort:

»Fuglene og sommerfuglene flyver rundt. Stor glæde og stort håb.«

Ghita Nørby har tidligere talt med Billed-Bladet om coronatiden, hvor hun har haft god tid til at tænke over livet.

I den forbindelse havde hun også tænkt over, hvilke lavpraktiske ting fra krisen, som hun vil bruge fremover.

»Jeg vil beholde det at vaske hænder grundigt og spritte dem af resten af livet. Det er en fin idé. Og vi behøver ikke at gå rundt og kysse hinanden alle sammen. Nogen vil jeg gerne give et kram, men nogen gange er det ikke nødvendigt. Det var gået lidt over gevind, var det ikke,« spurgte hun sidste år retorisk ugebladet.

Ghita Nørby.
Ghita Nørby. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ligesom resten af kulturbranchen har Ghita Nørby arbejdsmæssigt være påvirket af coronakrisen. Senest har hun måttet aflyse en optræden i Maribo Domkirke, hvor hun for nylig skulle have læst op af H.C. Andersen-eventyr med musikerne Lars Hannibal og Michala Petri.

Senere på året er hun aktuel i filmen 'Toscana' sammen med navne som Anders Matthesen og sanger Christopher, og så er hun måske/måske ikke med i Lars Von Triers tredje sæson af 'Riget', der for tiden er ved at blive optaget. Det sidste kan hun dog ikke udtale sig om, tilføjer hun.

En af de personer, der glæder sig over, at Ghita Nørby nu er vaccineret, er hendes gode ven og tv-makker Jim Lyngvild, som hun i to sæsoner har lavet DR-programmet 'Jim og Ghita på nye eventyr' sammen med.

Mandag lagde Jim Lyngvild et billede op på Instagram, hvor han giver Ghita Nørby et kram.

»Jeg bider kinder på gamle kællinger … fordi de er blevet coronavaccineret, og jeg gerne må. I guuuuder, hvor har jeg savnet hende! Jeg tror, det var gengældt,« skriver Jim Lyngvild til billedet.