Den britiske jetsetter Ghislaine Maxwell skal forblive bag tremmer.

Maxwell var under anklage på grund af beskyldninger om, at hun skulle have lokket mindreårige piger, så den afdøde Jeffrey Epstein kunne misbruge dem.

Ved domstolen under en såkaldt kautionshøring er det blevet vurderet, hvorvidt Ghislaine Maxwell skulle forblive bag tremmer, eller om hun kunne blive løsladt mod kaution.

Og for kort tid slog dommeren med hammeren: Ghislaine Maxwell har fået afvist sit ønske om kaution og skal blive i fængsel.

Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein.
Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein. Foto: LAURA CAVANAUGH, HANDOUT
Vis mere

Maxwell må derfor blive siddende bag tremmer, indtil hendes endelige retssag begynder 12. juli næste år.

Anklagemyndigheden har arbejdet intenst på at forlænge fængslingen af Maxwell i frygt for, at hun ville stikke af, så snart hun havde forladt fængslet i New York. Derudover håber anklagerne, at Maxwell vil udlevere oplysninger i Epstein-sagen, hvis hun forblev fængslet.

Maxwell og hendes repræsentanter tilbød ellers at betale 30 millioner kroner mod kaution. Maxwell tilbød også at aflevere sit pas, blive iført en fodlænke og forblive i New York.

Samtidig argumenterede Maxwells forsvar også, at den 58-årige jetsetter var bange for at blive smittet med coronavirus i fængslet.

På trods af, at hendes navn i årtier har været tilknyttet Jeffrey Epstein og hans sexmisbrug, har alle døre været åbne for hende. Her er hun fotograferet i 2013 under en tale i FN.
På trods af, at hendes navn i årtier har været tilknyttet Jeffrey Epstein og hans sexmisbrug, har alle døre været åbne for hende. Her er hun fotograferet i 2013 under en tale i FN. Foto: REUTERS TV
Vis mere

Alt sammen blev dog pure afvist af retten. Dommeren lagde vægt på, at Maxwell har motivet og mulighederne for at flygte. Derudover fandt retten det ikke bevist, at Maxwell var særlig udsat over for coronavirus.

Retten mente også, at anklagerne havde tilstrækkelige beviser til at holde Maxwell i fængslet.

Ghislaine Maxwell har tidligere været i et parforhold med Epstein og er desuden også personen, der har introduceret prins Andrew for Jeffrey Epstein. Prinsen er også mistænkt for at have haft sex med en af de kvinder, Epstein har rekrutteret.

Ghislaine Maxwell har været anholdt siden 2. juli, hvor hun blev lagt i håndjern på sin luksusejendom i New Hampshire i USA.

Ud over anklagerne om at have lokket mindreårige i Epsteins retning, er hun også anklaget for selv at have deltaget i nogle af overgrebene. Det har statsanklageren i New York, Audrey Strauss, tidligere oplyst.