Han var næsten ikke til at genkende til sidst.

Da den britiske popmusiker og sangskriver George Michael søndag aften 'døde fredeligt i sit hjem', lignede han ikke længere den mand, der gennem særligt 1980'erne og 90'erne steg til den musikalske stjernehimmel.

Væk var glimtet i øjet og det skæve smil. I stedet var han blevet træt og havde fået en del kilo ekstra på sidebenene.

Det viser de sidste offentlig kendte billeder, der blev taget af sangeren, der nåede at sælge mere end 100 millioner albums i løbet af sin karriere, der spændte over næsten fire årtier.

Her ses George Michael i september sidste år i Schweiz.
Her ses George Michael i september sidste år i Schweiz. Foto: Splash News
Vis mere

Da han sidste år i september trådte ud fra en afvænningsklinik i Schweiz, var forandringen allerede i gang. Da han et år senere igen blev spottet - denne gang i nærheden af en restaurant tæt på sit hjem i Goring, Oxfordshire - så han ifølge det engelske medie The Sun, der ligger inde med billederne, oppustet og træt ud.

Det vides ikke, hvad der førte til hans forandrede udseende. Ligesom det endnu heller ikke vides, hvad der præcist førte til den højtelskede sangers alt for tidlige død.

Det var en talsmand for den britiske musiker, der førstejuledag udsendte en pressemeddelelse om George Michaels død.

'Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at vores elskede søn, bror og ven George døde fredeligt derhjemme i julen,' stod der i pressemeddelelsen, som fortsatte:

'Familien beder om, at dens privatliv respekteres i denne vanskelige og følelsesmæssige tid. Der vil ikke komme yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.'

Ifølge Thames Valley Police er der ikke nogen mistænkelige omstændigheder omkring sangerens død, som ifølge sangerens manager Michael Lippman formentlig skyldes hjerteproblemer.

Det er dog endnu ikke bekræftet.

George Michael begyndte sin karriere i popduoen Wham! i 1980’erne og fortsatte siden sin karriere som succesfuld solist.

Med højt hår, netundertrøje og minishorts blev han kendt i 1981, da han sammen med skolekammeraten Andrew Ridgeley dannede Wham!, som gik hinanden i 1986. Inden da nåede de blandt andet at indspille nummeret ’Last Christmas’, der siden 1984 har været blandt de mest spillede popsange i december verden over.

Sangeren, der blev født Georgios Kyriacos Panayiotou, blev blot 53 år.