25. december 2016 fik musikverdenen et chok, da det kom frem, at George Michael var gået bort.
Nu kæmper hans familie med ekskæresten Fadi Fawaz, der nægter at fraflytte verdensstjernens bolig i London.
En kilde tæt på Wham-stjernens familie oplyser til britiske The Sun, at man indædt forsøger at få ham ud af George MIchaels hjem.
»Trods adskillige breve og anmodninger i de seneste 18 måneder, nægter han at fraflytte boligen,« siger kilden.
Ifølge kilden ser Fadi Fawaz bevidst bort fra de mange henvendelser fra familien, der ikke længere vil have, at han bor i deres familiemedlems hjem.
Fadi Fawaz er tilsyneladende overbevist om, at han er i sin fulde ret, når han stadig bor i eks-elskerens hjem, der er værdisat til 33 millioner kroner.
Det er muligt for George MIchaels familie at gå rettens vej og få ham smidt ud af hjemmet, hvilket ser ud til at være det næste skridt. Man har hvert fald taget kontakt til advokater, der ser på sagen.
45-årige Fadi Fawaz har on and off dannet par med George Michael fra 2012 op til sangerens død i 2016.
En naturlig død
Allerede kort efter George Michaels død juledag opstod der rygter om, at han var død af en overdosis, og politiet udtalte efter den første obduktion, at dødsfaldet var 'uventet, men ikke mistænkeligt'.
Men rygterne blev manet til jorden af retsmediciner Darren Salter.
»Eftersom det er blevet bekræftet, at han døde en naturlig død på grund af dilateret kardiomyopati og myocarditis og fedtlever, er undersøgelsen blevet afsluttet. Der er ingen grund til et ligsyn eller yderligere undersøgelser,« sagde retsmedicineren i marts 2017.
Dilateret kardiomyopati er en sygdom, som gør hjertemusklen ude af stand til at pumpe tilstrækkeligt med blod rundt i kroppen. Myocarditis er hævelser i hjertet.



