Hollywood-stjernen har erklæret krig mod Hassanal Bolkiah - bedre kendt som sultanen af Brunei.
Det sker på baggrund af en ny lov i den lille oliestat, som gør det forbudt ved dødsstraf at være utro eller deltage i homoseksuelle aktiviteter.
I et harmdirrende indlæg i mediet Deadline opfordrer George Clooney alle til at tage kampen op mod sultanen i håb om at få tilbagekaldt Sharia-loven, der ventes at træde i kraft 3. april.
»Skal vi virkelig hjælpe dem med at myrde uskyldige civile«, spørger Clooney, og opfordrer til boykot, så sultanen vil blive ramt på pengepungen.
Stener og pisker folk ihjel
George Clooneys plan er at ramme Brunei Investment Agency, som ejes af Hassanal Bolkiah, på økonomien ved at alle dropper deres ni hoteller, som hører til de mest luksuriøse og kendte i verden.
Det drejer sig blandt andet om The Beverly Hills Hotel og Hotel Bel-Air i Los Angeles, The Dorchester og 45 Park Lane i London samt Le Meurice i Paris.
»Det er gode hoteller. Menneskerne, der arbejder der, er søde og hjælpsomme og har ingen del i ejerskabet af de ejendomme«.
»Men lad os slå helt fast, at hver eneste gang, vi bor der eller har møder eller spiser på et af disse ni hoteller, poster vi penge direkte i lommerne på mænd, som vælger at stene og piske deres indbyggere til døde for at være homoseksuelle eller fordi, der er anklaget for utroskab«, skriver han i Deadline.

Det er imidlertid de færreste mennesker, der vil komme til at boykotte hotellerne, for med deres svimlende priser er det de færreste, der i forvejen har budget til at bo der.
En overnatning på Hotel Bel-Air koster eksempelvis over 5.000 kroner for det mest skrabede værelse og op til mere end 20.000, hvis man vil have en suite.
Den kommende Sharia-lov er en stramning af den hidtidige straf for homoseksualitet og utroskab, der lå på op til 10 års fængsel.
Sultan Hassanal Bolkiahs formue blev senest opgjort i 2008, hvor den blev anslået til mere end 133 milliarder kroner. Det gør ham til et af de rigeste mennesker på planeten.