Mens skuespilleren George Clooney lå kvæstet på jorden efter en motorcykelulykke, var der flere personer omkring ham, der overværede ulykken. Men personerne var der ikke for at hjælpe.

Tværtimod, mindes George Clooney.

I et interview med magasinet AARP the Magazine fortæller han, hvordan de nysgerrige forbipasserende i stedet fiskede mobiltelefoner frem og straks begyndte at tage billeder af en såret mand. Liggende i asfalten.

»For dem var mit værste øjeblik ren og skær underholdning.«

George Clooney kom galt af sted, da en modkørende bil overså ham i et sving.
George Clooney kom galt af sted, da en modkørende bil overså ham i et sving. Tiziana FABI

»Jeg er ikke en kynisk mand, men jeg vil altid huske det øjeblik, fordi ingen skyndte sig at ringe efter hjælp,« siger George Clooney i interviewet med AARP the Magazine ifølge People.

George Clooney kom galt af sted i sommeren 2018, da en modkørende bil kolliderede med Clooney på den italienske ø Sardinien. En anden motorcyklist nåede akkurat at undvige den modkørende bil.

Ifølge AP News blev Clooney slynget op i luften som følge af ulykken.

George Clooney slap med livet i behold og lod sig indlægge i Italien.

George Clooney har ikke rørt en motorcykel siden ulykken i 2018.
George Clooney har ikke rørt en motorcykel siden ulykken i 2018. LEHTIKUVA

»Jeg var meget heldig at klare den. Og det har i den grad fået mig væk fra motorcykler efter 40 år, hvilket dog er ærgerligt,« sagde Clooney i 2019 – et år efter ulykken.

Ikke desto mindre har han ikke glemt ulykken – eller vidnerne for den sags skyld.

I interviewet med AARP Magazine begriber han ikke, hvorfor alle skal gøre sig mere fascinerende eller vigtig med deres mobiltelefoner. I virkeligheden skal de bare lægge dem fra sig, mener Clooney.