Lyt til artiklen

Den langhårede komiker Geo har fået konstateret testikelkræft.

Det meddelte han fredag morgen sine venner og fans på Facebook. Men samtidig kunne han også fortælle den glædelige nyhed, at det er lykkedes læger at fjerne alt ’det onde’. Det skriver Se og Hør.

Stand up-komikeren, der egentlig hedder Christian Geo Heltboe, er 36 år og bedst kendt fra TV2 Zulu-programmet ’Hvor fanden er Herning’ og UNICEFs standup-show ’Talegaver til børn’.

Tidligere på året blev han radiovært på den nordjyske kanal ANR sammen med Anne Kejser, Niarn oo Niels Skovmand.

Men de seneste uger har han været sygemeldt, og fredag morgen lød meldingen så på Facebook:

- Hej FB-family. Der har været lidt stille fra min side på det sidste. For ca. 14 dage siden fik jeg desværre konstateret testikelkræft, hvilket jeg skal hilse og sige, lægger en naturlig dæmper på at ha' lyst til at lave spas. I går fik jeg så verdens bedste nyhed, at kræften ikke havde spredt sig - og at de smukke mennesker på Frederiksberg Hospital havde fået fjernet alt 'det onde'. Så jeg er sgu alright! (-: Men er selvfølgelig ked af alle de arrangementer, tv-optagelser og radiovagter jeg måtte aflyse...men tak til alle kollegaer og venner der havde min ryg og støttede mig. Og ikke mindst min familie og søde wife. Jeg er back...dog haltende og en kugle lettere (-: