Stephanie Karma Salvarli, bedre kendt som 'Geggo', havde aldrig troet, hun skulle opfostre børn i en klassisk kernefamilie.

Det er dog noget, som kendissen den dag i dag er stolt over er lykkedes for hende.

Det fortæller hun i et interview med magasinet Vores Børn, hvor hun siger, at hun i sin egen barndom blandt andet så sin mor få tæsk og var vant til at dele legeplads med alkoholikere og narkomaner.

En verden, hun er lykkedes med at holde en tand længere væk fra sin egen datter, Alba.

»Jeg tror faktisk, det er vildere for min mor, end det er for mig, at jeg er endt i en klassisk kernefamilie. Hun har også sagt: 'Hold kæft, Gegsen, hvordan fanden har du gjort det?' Jeg ved det faktisk ikke,« lyder det fra hende, inden hun uddyber:

»Men en gang imellem sidder jeg lige og kigger rundt – først på min fede mave, så på mit barn, der går nøgen rundt og underholder hele huset, på min mand og mine hunde – og så tænker jeg: Det har jeg sgu gjort meget godt det her. Jeg er landet et ret godt sted,« siger 'Geggo'.

'Geggo' er gravid med sit andet barn. En pige, der har meldt sin ankomst i sensommeren.

Den 30-årige mor fortalte tidligere på året i et afsnit af reality-programmet 'Familien fra Bryggen', at hun inden sin nuværende graviditet fik en ufrivillig abort.

»Jeg har det faktisk ok. Jeg var heldigvis ikke nået så langt hen. Jeg tror, jo længere man kommer hen i graviditeten, jo hårdere bliver det,«lød det i programmet, der blev vist i foråret.

Hun fortalte dog ikke ydereligere om, hvor langt henne hun var, da hendes forrige graviditet stoppede for tidligt.

Nyheden om de lykkelige omstændigheder, kendissen nu er i, blev afsløret i februar, og i den forbindelse var det en glad mormor, som B.T. fik fat på.

»Jeg glæder mig bare til det. Tænk engang, hvor meget Alba er for mig nu. Hun er jo hele mit liv. Det er det største. At skulle være det en gang til, det er det største. Jeg synes selv, jeg er en god mormor, og nu skal jeg være det igen. Det bliver spændende,« lød det til B.T.