Efter en længerevarende konflikt mellem 'Familien fra Bryggen'-deltagerne Geggo og Cengiz og smykkedesigneren Mai Manniche har Forbrugerklagenævnet endelig vurderet klagen mod JEWLSCPH.

Det er en afgørelse, som har fået Stephanie 'Geggo' Karma Salvarli til at dele nyheden med ordene 'Retfærdigheden sejrer - klokkerent' på Facebook.

Parret - Geggo og Cengiz - har fået klagenævnets ord for, at de kan ophæve købet på forlovelsesringen, købt hos JEWLSCPH, og få pengene tilbage.

Det viser en afgørelse, som Realityportalen har fået aktindsigt i.

Sagen udspillede sig sidste år, da Cengiz Mads Salvarli havde betalt 80.000 kroner for en forlovelsesring, der var specialdesignet i 18 karat guld og indeholdt en stor diamant. Ringen skulle ifølge Cengiz være blevet værdisat til 200.000 kroner af Mai Manniche.

Men sagen tog en drejning, da Cengiz efterfølgende blev kontaktet af en tidligere kunde hos Mai Mannice, som følte sig snydt, da den ring, han havde købt, ikke havde den værdi, som han var blevet lovet. Han anbefalede derfor Cengiz til at få vurderet sin forlovelsesring.

Cengiz fik derfor vurderet den nyindkøbte forlovelsesring af tre eksperter, der alle vurderede smykkets værdi til at være mellem 22.500 og 30.000 kroner.

Værdien var derfor langt under købsprisen på 80.000 kroner, men også den værdi, som han havde fået oplyst af Mai Manniche.

Siden har Forbrugerklagenævnet modtaget en klage fra Cengiz og er nu kommet med en afgørelse i sagen til realityparrets fordel.

I den aktindsigt, som Realityportalen har fået, fremgår det, at Mai Manniches JEWLCPH inden for 30 dage skal tage ringen retur og betale de 80.000 kroner tilbage til Cengiz.

Det skyldes ikke, at oplysningen om prisen var forkert, men derimod, at ringen ikke levede op til det, som JEWLSCPH havde lovet før købet. Forbrugerklagenævnet har haft en ekspert til at undersøge forlovelsesringen, som ud fra den sagkyndiges vurdering kun har en værdi på 25.000 kroner grundet fejl og mangler, der ikke kan udbedres.

'Nævnet bemærker indledningsvis, at JEWLSCPHs oplysninger forud for købet om priser på ringe ikke i sig medfører, at ringen må anses for mangelfuld. Nævnet finder imidlertid, at ringen på baggrund af den sagkyndiges udtalelse må anses for mangelfuld, og at manglerne ikke er uvæsentlige,' lyder det i afgørelsen.

JEWLSCPH har anfægtet, at forlovelsesringen skulle være mangelfuld, som det lyder i den sagkyndiges vurdering.

Til B.T. uddyber Mai Manniche sit standpunkt i sagen.

'Jeg fastholder fortsat, at vi ser det som en sejr, da alle deres grove anklager er tilbagevist. Vi accepterer ikke afgørelsen, bla. fordi det er et udestående mellem to erhversdrivende og reelt et misbrug af Forbrugerklagenævnet.'

På sin blog skrev hun i begyndelsen af september, hvordan sagen har hård for hende. 'Den ubegrundede hetz har været skrækkelig.'

Tilbage i september sidste år kommenterede Mai Manniche også hele sagen på sin blog. Her afviste hun anklagerne og rettede selv en mod Cengiz.

Hun forklarer, at hun i marts blev opsøgt af Cengiz, der angiveligt skulle have afpresset hende for 100.000 kroner, hvis ikke han skulle gå til pressen med sagen.

'Han var utrolig aggressiv og anklagede os for at snyde ham, hvilket jeg selvfølgelig understregede, at vi ikke havde,' skrev Mai Mannich og fortsætter 'Sagen må gå sin gang med Forbrugerklagenævnet og Pressenævnet, men i forhold til det personlige er jeg bange for, at Cengiz Mads Salvarlis kommende hustru endnu ikke har set den ubehagelige side af ham, som vi har oplevet. En mand, der på den måde truer og er så aggressiv, bør man aldrig gifte sig med.'