Der er fuld fart på Stephanie Karma Salvarlis liv for tiden.

Til sommer skal hun og manden, Cengiz Mads Salvarli, nemlig være forældre til barn nummer to.

Men det er ikke det eneste projekt, som tv-personligheden har brygget på.

Senere på foråret udkommer hendes første bog, det deler hun på sin Instagram-profil.

'Mit liv har været en rutchebane-tur på godt og ondt, men ikke desto mindre har hver eneste oplevelse gjort mig til den jeg er idag: En form for forretningskvinde, en mor med stort M, og en kvinde med ben i næsen - men sådan har jeg ikke altid været'.

Sådan starter Stephanie Karma Salvarli, bedst kendt som Geggo, sit opslag, hvor hun fortæller om sin nye bog.

En bog med titlen 'Fra vild teenager til businesskvinde og mor', som altså lukker hendes mange tusinde følgere derind, hvor det også gør ondt.

'Jeg har også været et forvirret kaos (lige præcis dét, er jeg egentlig stadig tiltider), med en sejlende økonomi, og ikke styr på noget som helst. I min bog lukker jeg jer helt derind hvor jeg aldrig har lukket jer ind før,' skriver Familien Fra Bryggen-stjernen om sit bogprojekt.

'Jeg har sommerfugle i maven, og er samtidig død-nervøs for hvordan i tager imod min allerførste bogudgivelse.'

Stephanie Karma Salvarli skriver, at bogen, som hun er 'død-nervøs' for modtagelsen af, udkommer til maj.

Den kan dog allerede forudbestilles nu.

Bogen, som er skrevet i samarbejde med Katrine Memborg, bliver også lavet som lydbog.